Da muslim-haderne angreb Marie Krarup og DF

'Marie Krarups ’kernevælgere’ kan ikke se, at de modarbejder integrationen af muslimer ved at fare sådan op. Kan tilsvinerne ikke se, at de modarbejder løsningen, spørger Krarup endda selv.- Foto: Jonas Olufson
'Marie Krarups ’kernevælgere’ kan ikke se, at de modarbejder integrationen af muslimer ved at fare sådan op. Kan tilsvinerne ikke se, at de modarbejder løsningen, spørger Krarup endda selv.- Foto: Jonas Olufson

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Marie Krarup kom for nylig op at slås med sine egne tilhængere på de sociale medier.

Krarup lagde et billede op af sig selv sammen med en ung kvinde. ’En kristen og en muslim i samme parti,’ lød den ledsagende tekst. Den unge kvinde, Amina Sardar, er muslim og lige som Krarup medlem af Dansk Folkeparti.

Kommentarfeltet gik amok: ’Der bør ikke være muslimer i Dansk Folkeparti!’, lød det - eller med variationer over selvsamme tema: ’Der skal ikke være muslimer i Danmark overhovedet’.

Selv siger Marie Krarup til Berlingske, at hun har slettet de værste kommentarer. De blev ’simpelthen for dumme’. Ifølge Krarup er det 'problematisk, at hendes ’kernevælgere’ ikke selv kan se, at de modarbejder et integrationsforbillede.

’Amina er et strålende eksempel. Og der er andre, og dem skal vi holde fast i og vise, at de er forbilleder, og de skal ikke svines til eller stødes bort,’ forklarer Marie Krarup, der oprindeligt fortalte om hændelsen i Radio24syv-programmet ’Stram Diskurs’.

Ironien er til at tage at føle på. I årevis har Dansk Folkeparti generaliseret muslimer. Men når det går ud over en af deres egne, er det tilsvining.

I denne uge bragte Mandag Morgen en undersøgelse, hvor 28 procent af danskerne mener, at muslimer skal sendes ud af landet.

Vi har alle fulgt det gennem årene. Nogen –  typisk fra Dansk Folkeparti eller tillæggende sogne – siger ’bederum’, ’burkaforbud’, ’badeforhæng’ eller ’burkini’. Og folk kramper til på de sociale medier. Nogle ligger i spasmer, mens de dirrende af vrede ud af skummet i mundvigene hvæser: ’Smid dem ud’.

DF har profileret sig flittigt på det hver eneste gang.

I 25 år har partiet endda spejlet fjenden for at imødegå denne. I en grad, hvor DF snarere end at skærme Danmark, gentager fjendens totalitære regler med omvendt fortegn, som før skrevet på denne plads.

Skal de have religiøst skæg i Helmand, skal alle være glatbarberede på hospitalet. Skal de holde sig fra svinekød i Riyadh, skal alle have det serveret i Randers. Skal profetens ord prædikes mod ytringsfrihed i Islamabad, skal ordene erklæres for ’had’ og forbydes i Ishøj.

Konfronteret med effekten af eget virke, siger Marie Krarup nu, at vi skal huske, at der findes forbilleder blandt muslimer. Og hvis folk glemmer dette, er de ’simpelthen for dumme’.

Marie Krarup er tilsyneladende blank, når det gælder at regne ud, hvorfor en del danskere jamrer over det sekulære samfunds angivelige knæfald for islam og anråber Christiansborg, hver gang en 12-årig muslimsk pige kommer i skole med tørklæde. Eller hvis en politiker som hende selv lader sig afbilde med en muslim.

Dansk Folkeparti går som bekendt meget op i grænser. Måske er det på tide at overveje, hvor grænsen går med hensyn til radikalisere sine omgivelser i hævd på at bekæmpe andre, der er det.

Islamisme findes og skal bekæmpes. Det siger sig selv.

Men hvor sørgeligt for denne kamp er det ikke, at der står et muslimsk medlem af DF og vil være med hertil – for ikke alle muslimer er islamister, surprise! - og så har DF selv forårsaget, at hun ikke må være med? Hvor selvmodsigende er det ikke at bebrejde folk, de har taget ens politik til sig?

Marie Krarups ’kernevælgere’ kan ikke se, at de modarbejder integrationen af muslimer ved at fare sådan op. Kan tilsvinerne ikke se, at de modarbejder løsningen, spørger Krarup endda selv.

Svaret synes indlysende:

Dansk Folkeparti har i for mange år ikke haft interesse i at løse problemerne eller afhjælpe situationen. Ønsket var hele tiden at skærpe den, fordi det var politisk opportunt. 

Når Marie Krarup kommer og erklærer det kristne og det muslimske foreneligt og mødes med foragt, rammes hun af noget, hun selv har kastet. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
89 kommentarer
Vis kommentarer