De salvelsesfulde jyder

'Hverken Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Ulla Tørnæs eller Stephanie Lose er mere jyske, end jeg er. Uanset hvor mange leverpostej- eller makrelmadder, de fremviser, eller hvor meget de siger ’måf’faaaarh’ og må’mååår’,' skriver Mads Kastrup. Foto: Joachim Ladefoged.
'Hverken Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Ulla Tørnæs eller Stephanie Lose er mere jyske, end jeg er. Uanset hvor mange leverpostej- eller makrelmadder, de fremviser, eller hvor meget de siger ’måf’faaaarh’ og må’mååår’,' skriver Mads Kastrup. Foto: Joachim Ladefoged.

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Som jyde er det faktisk også trættende, kan jeg oplyse - at politikere har igangsat et kapløb om at være mest jysk.

Hverken Inger Støjberg, Mette Frederiksen, Ulla Tørnæs eller Stephanie Lose er mere jyske, end jeg er. Uanset hvor mange leverpostej- eller makrelmadder, de fremviser, eller hvor meget de siger ’måf’faaaarh’ og må’mååår’.

Deres maskerade er imidlertid ved at gøre alle vi jyder til en parodi.

Og faktisk har det intet med geografi at gøre.

Omklamringen af Jylland er en forklædning, der spiller på den romantiske myte om, at den oprindelige, naturlige og uforfalskede dansker er jyde. Denne jyde repræsenterer angiveligt de misteværdier, det moderne Danmark længes efter: Den pligtopfyldende, hårdt arbejdende, ærlige dansker (her er vi nogle, der slår en skoggerlatter op ved tanken om visse moms-jonglører og gårdssalgs-ekvilibrister fra fødeegnen).

Og hvad gør det så folk i hovedstaden til? Yep – taskenspillere, dovendidrikker og bondefangere, for jyder er jo ydere, og københavnere er nydere, hvis ikke de ligefrem er deciderede mørkemennesker.

Således ynder folk som Inger Støjberg ofte at vende tilbage til Morten Korch-narrativet: Her er horisonten aldrig længere borte end marken bag teglværket. Rigide provinsielle karakterer står fast i plovfuren overfor den teknokratiske ulykke, der kommer ude fra en moderne, pengebegærlig og falsk verden – gerne i form af en veksel, der falder. Blodet, slægten og ejendomsretten til den grundmurede gård er de eneste sande værdier.

Af sind er vi åbenbart stadig et landbrugsland, hvor børn indvies i sproget med ’ko’, ’gris’, ’får’ og ’hest’. Selvom vores suverænt største og mest indtjenende virksomheder regerer verdenshavene (A.P. Møller) eller storsælger medicin til andre lande (Novo), tror en del fortsat, at pengene tjenes i Jylland og bruges i København. Og visse politikere, der ved bedre, har tydeligvis ingen interesse i at rette vildfarelsen. Tværtimod.

Alt udefrakommende er mistænkeligt i jyde-hejs-fortællingen. Det er som strejferen, der kommer ud af skovbrynet og måske har indgået en pagt med mørke kræfter derinde. Selvom virkeligheden tilsiger, at vores interaktion med omverdenen udelukkende har gjort os rigere, bedre og endda i visse heldige tilfælde slettet forestillingen om, at det eneste rigtigt store ved os er vores mindreværdskompleks.

Dette kompleks er efterhånden forbeholdt jyder – over for hovedstaden.

Det er træls. Det er trættende. Det er traurigt. Og det er kontraproduktivt.

Jeg vil hermed gerne bede om eksil. Om en permanent opholdstilladelse, om man vil. Så skal jeg nok rejse ’hjem’, når ’hovedlandet’ er befriet for sin besættelse af sig selv. Jeg gider ikke være defineret ved den løgn, at der i et land af Danmarks størrelse skulle være mere, der skiller os, end der samler os.

Jeg er lige så meget fra Aalborg, som Mette er, men hun, Inger og de andre i det jyske gospelkor får mig til at længes efter avokado og avantgardejazz. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
205 kommentarer
Vis kommentarer