De to tabere

Både Radikale og Damsk Folkeparti kan i weekenden analysere deres vildfarelse. De troede tydeligvis, de kunne nære og varme sig alene ved modviljen mod hinanden, skriver Mads Kastrup. Foto: Jens Dresling
Både Radikale og Damsk Folkeparti kan i weekenden analysere deres vildfarelse. De troede tydeligvis, de kunne nære og varme sig alene ved modviljen mod hinanden, skriver Mads Kastrup. Foto: Jens Dresling

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

I anledning af at både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i denne weekend har landsmøde (ja, det har Socialdemokratiet og Konservative også, det bliver bare ikke spændende), er det værd at fremhæve begge partiers krise.

Konfrontationslinjen i dansk politik er i 25 år gået mellem disse to partier. Om et bestemt emne. Det gør den ikke længere.

Jeg interviewede i begyndelsen af 00’erne Dansk Folkepartis ideologiske gudfader, Søren Krarup, der hævdede, at valget i 2001 var et ’systemskifte’. For første gang i 100 år var kongemageren Radikale sat helt uden for døren. DF kunne derimod som støtteparti til VK bære sin hjertesag i triumf gennem Folketinget: Udlændingepolitikken.

Der er en særlig ironi i, at såvel partiet, der gjorde udlændinge og integrationsspørgsmål til det nav, hvorom pedalerne i dansk politik er blevet trådt gennem seks valg og det parti, der kæmpede mod dette, nu begge fremstår som tabere.

Radikale fordi der i dag i Folketinget er konsensus om DF’s oprindelige politik. Radikale opdagede ikke, at afsværgelsen af partiet og dets udlændingepolitik blev den mest samlende faktor i dansk politik. Og man fattede ikke, at man var prisgivet denne politiske vold. Først nu dæmrer det en smule. Visse radikale stemmer føler sig i hvert fald ansporet til at medgive, at antallet migranter og deres herkomst nok alligevel ikke er irrelevant.

Dansk Folkeparti fik til gengæld så meget medvind, at partiets sag blev frataget folkepartisterne og nu føres bedre og mere øjensynligt af den socialdemokratiske regering, hvorfor DF reelt har sejret ad helvede til. På få år er DF gået fra at være landets største borgerlige parti - med Kristian Thulesen Dahl som nationens topscorer i personlige stemmer - til ved næste valg måske at være det mindste. Med en Thulesen Dahl, der muligvis må afsættes.

På få år er Radikale til gengæld gået fra at være landets selvophøjede humanitære samvittighed, inklusive idéen om sig selv som #metoo bevægelsens absolutte politiske fakkelbærer, til at ligne en afbrændt tændstik tabt i egen rengøringsspand.

Dansk Folkeparti er i dag det stuereneste, der findes i dansk politik. Hvilket måske er blevet en del af problemet. De radikale er til gengæld blevet symbolet på den frelste klasses hykleri og fald.

Politik er at gennemføre sine idéer om samfundet. Modsat at svæve oven over det hele, båret oppe af gasarterne fra pruttende protester. Både DF og Radikale bildte sig tydeligvis begge ind, at bæreevnen fra den varme luft vil række meget længere. Begge kan de imidlertid i weekenden analysere deres vildfarelse. De troede tydeligvis, de kunne nære og varme sig alene ved modviljen mod hinanden.

Efter 125 år ligner det dermed nok et systemskifte. Hvor både Radikale og Dansk Folkeparti sættes uden for indflydelse.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
229 kommentarer
Vis kommentarer