Der er kommet brev med dårlige nyheder til Morten og DF

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Morten Messerschmidt har fået brev fra Europa-parlamentet. Brevet varsler en mulig regning til Dansk Folkepartis EU-parlamentariker.

Det er en glæde, må vi sige. For alle andre end Morten Messerschmidt, naturligvis.

Regningen skal måske betales af Messerschmidt, fordi han stod i spidsen for organisationen Meld, som på et tidspunkt uretmæssigt udbetalte 975.000 kr. i gyldent håndtryk til en medarbejder.

Ekstra Bladet afslørede i 2015 Dansk Folkepartis kreative brug af EU-midler. Regningen er en udløber af disse afsløringer.

Dansk Folkeparti tordnede i 20 år mod pengespild, uansvarlighed og svindel med EU-midler. Blot for selv at være det danske parti, der tilsyneladende udgør det, man foragter.

Her i avisen er det dokumenteret, hvordan DF’s leder i EU, Morten Messerschmidt, og hans allierede i sin tid kanaliserede store summer fra EU-systemet til DF’s arbejde i Danmark.

EU-midler fra organisationerne Meld og Feld blev dertil brugt til at finansiere politiske venners rejser og ophold i Bruxelles, fiktive konferencer med mere.

Afsløringen førte til Morten Messerschmidts fald som leder af partiets EU-gruppe samt hans udelukkelse fra Dansk Folkepartis øverste ledelse. 

DF og Morten Messerschmidts hykleri var blotlagt.

Messerschmidt udtalte: 'Spekulationer om, at jeg bevidst har forsøgt at unddrage EU oplysninger eller stjæle penge, afviser jeg fuldstændigt'.

Med andre ord sagde EU-parlamentarikeren her, at hvis han har løjet for EU samt misbrugt EU's penge, så var det ikke med vilje.

Derfor står vi alle, inklusive politikeren selv, og afventer afgørelsen fra OLAF, EU's antisvindel-enhed, der gransker sagen. Dansk Folkeparti har deponeret et større millionbeløb til tilbagebetaling til EU. Hvilket må antages at være et kontant udtryk for, hvor Thulesen Dahl og kompagni selv synes, de står.

Det gyldne håndtryk er som sagt blot en del af hele sagen. Brevet til Messerschmidt om at EU vil forfølge alle muligheder for at få pengene retur, siger ikke nødvendigvis noget om, hvad EU’s antisvindel-enhed når frem til.

Parlamentets administration karakteriserer det omstridte gyldne håndtryk som ’hensynsløs’ og ’overdreven’. Nu vil man på demokratiets vegne gerne have pengene tilbage.

Lektor i europæisk politik, Wouter Wolfs, fra universitetet Leuven er ekspert i finansieringen af europæiske politiske partier. Overfor DR vurderer han, at Europa-Parlamentet vil begynde med at kradse gælden ind hos Morten Messerschmidt.

Også den tidligere formand, polakken Jacek Wlosowicz, kan formentlig se frem til en regning.Kan man andet end holde med EU og dermed være mod Messerschmidt?

Morten Messerschmidt skrev forleden følgende på EB’s Opinionen med udgangspunkt i indvandring:

’EU er en trussel. Mod vores selvstændighed og fædreland. Mod Europa og vores historie. Mod retten til at gøre det rette.’

Selv folk, der er enige heri, må undre sig over afsenderens hævd og skråsikre udlægning af ret og vrang i Unionen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
29 kommentarer
Vis kommentarer