Der er tilsyneladende ingen, der har ansvaret mere

Statsministeren og udenrigsministeren på vej til gudstjeneste før Folketingets åbning.
Statsministeren og udenrigsministeren på vej til gudstjeneste før Folketingets åbning.

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

2017 havde et tema. Vi kan kalde det ansvarsforflygtigelse.

Kort før jul fik vi at vide, at ingen embedsmænd stilles til ansvar for den svigtende kontrol med skatteydernes penge, som førte til sagen om udbytteskat, hvor staten lod sig narre for et monstrøst milliardbeløb.

Vi skatteydere herude på den rigtige side af virkeligheden kan kun undre os.

Er det sådan, at hvis man er forsømmelig, ugidelig og ignorant i sit arbejde, så skal man bare være det i så monumentalt et omfang, at det fører for vidt til at blive udredt? Skal man blot kvaje sig så stort, at mange rives med i faldet, hvorfor alle involverede kun har interesse i at lade som om en ubehagelig ulykke, ingen har ansvar for, har fundet sted?

’Intet at se her! Passer venligst gaden,’ som det hedder når ordensmagten holder orden omkring et trafikuheld.

2017 så sådan ud.

I den såkaldte Tibet-sag konkluderede en kommission, at to mellemledere i etaten helt på egen hånd fandt på at bryde Grundloven ved at beordre samtlige tibetanske demo-flag indsamlet, så Kinas præsident ikke blev fornærmet under sin køretur gennem hovedstaden, og Danmark ikke gik glip af gode handelsaftaler.

Eller lad os barbere kommissionsrapportens konklusion helt ned: ’Censur og undertrykkelse var en menneskelig fejl, den slags går vi normalt ikke ind for.’

Tror nogen på det?

Da Esben Lunde Larsen var miljø- og fødevareministeren løj han ligefrem.

Han blev spurgt om ministerielle planer for at komme de såkaldte kvotekonger til livs. Der var ikke nogen, svarede Lunde. Men det var der, og det vidste han.

Men ’Går-den-så-går-den kultur’ er almindelig og anerkendt på Christiansborg. Her har man en regel, der sætter alle andre regler ud af kraft.

En minister må gerne lyve eller vildlede Folketinget, så længe 90 mandater ikke kræver ministerens afgang.

Sandt og falskt relativeres hele tiden. Nogle husker måske Christian Friis Bach (R), der i SR-regeringen måtte forlade sin post som udviklingsminister. Bach havde ikke engang løjet. Hans embedsfolk havde givet ham forkerte oplysninger, som han godtroende videregav til Folketinget. Og løgn er vel, når man bevidst taler usandt?

Men hvis der ikke skal lyves, hvem har så ansvaret for, at Skat har tabt et trecifret milliardbeløb de sidste ti år?

Tænker man, at det har den nuværende finansminister, Kristian Jensen, som var skatteminister, da lavinen af ulykker blev udløst tilbage i midten af forrige årti, er man utvivlsomt tæt på sandheden.

Den nuværende statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, må regnes med. Samt – naturligvis - de otte forskellige skatteministre, der siden, Kristian Jensen sad på posten, har forsømt at rette op på, at statskassen hvert år taber omkring 25 milliarder skattekroner.

Man kan sige, at det har de alle, og dermed har ingen åbenbart.

Forholdet mellem politikere og statsadministrationen på den ene side og danskerne og Danmark på den anden er ved at udvikle sig til en forunderlig farce.

Små fejl eller forsømmelser - jævnfør Christian Friis Bach -  kan få endog store konsekvenser for den enkelte politiker. Gigantiske brølere og eklatante fiaskoer er oftest konsekvensløse.

Det sidste synes i statsminister Lars Løkke Rasmussens særlige ånd. Mens han tager det ene politiske nederlag efter det andet ’på sig’, som han siger. Løkke taler gerne om sit 'ansvar som Venstres formand' eller som statsminister. Men ansvaret er altid blottet for forbindelse til en konsekvens.

I 2017 fandt en anden milliardskandale sted i den danske centralmagts midte.

Banedanmarks arbejde med at udskifte gamle togsignaler i hele landet blev meddelt forsinket i yderligere syv år fra 2023 til 2030 samt erklæret tre milliarder kroner dyrere end de ca. 20 milliarder kroner, man ellers allerede havde hævet prisen til på grund af milliarder af kroner til konsulenter.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) blev bedt om at fortælle os - nok engang dybt undrende borgere - hvem der havde skylden.

’Det har virkeligheden,’ svarede han.

Men i den virkelige verden er det sådan, at bliver man taget i at lyve, snyde, grov forsømmelse eller svindel i forbindelse med sit arbejde, bliver det straffet. Der er konsekvens. Det er gift for en arbejdsplads eller virksomhed, at regler ikke overholdes. ’Går-den-så-går-den kultur’ skal ikke have sin gang.

Men det er åbenbart bare virkeligheden for os andre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
43 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen