Derfor skal du ikke klikke på henrettelses-video

Få et overblik over drabssagen her.

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Man bør ikke se den. Eller videresende den.

En henrettelsesvideo af drabet i Marokko på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland glider rundt på Nettet. Dens ægthed undersøges. Både dansk og norsk politi melder, at de finder den autentisk.

En Facebook-ven skrev, at hun så videoen og græd. Hun fortrød at have set den, men nævnte, at hun ’ikke var imod, at den er tilgængelig'.

Det er jeg – velvidende at den er vanskelig at bortskaffe.

Det har intet med et åbent og oplyst samfund at gøre, at familie og nære til de myrdede oven i fortvivlelsen og sorgen skal leve med, at en video af henrettelsen er tilgængelig for de nysgerrige.

Jeg behøver ikke se det for at gøre mig ugerningen klar. Jeg har ikke brug for at se en halsoverskæring personligt for at fordømme den. Faktisk vil min og alle andres fordømmelse være mest effektiv, hvis vi lader være. Klikker vi, klikker vi på Islamisk Stat, hvis afsind gerningsmændene ifølge marokkanske myndigheder tjente.

Ser vi deres slagtning af et medmenneske, er vi i deres vold. Vi spiller deres spil. Og vi taber krigen mod terror.

’Man besejrer terrorister ved ikke at lade sig terrorisere af dem', skrev forfatteren Salman Rushdie efter 11. september. Også selvom man er bange. Eller selvom man er opflammet af en vrede, som kom den fra Helvede. Man gør det til et spørgsmål om at stå fast på demokrati, ytringsfrihed, discodans, happy hour, lårkorte kjoler, seksuelle udskejelser, i fald man ikke kan lade være, pointerede Rushdie. Kort sagt står man fast på retten til, at vores verden i det store hele ikke skal være forandret. Hvormed fundamentalistiske terrorister taber et stort slag i krigen.

Islamisterne går efter uskyldige ofre, der symboliserer vestlige borgeres liv.

Dermed rammer de ikke alene alle dem, der bliver dræbt. De rammer også alle de andre, der er vandrere eller turister. Eller med bomberne i sin tid i Madrid og London rammer de alle de andre mennesker, der hver morgen sidder i deres tog på vej ind til København, Rom, Paris eller New York. Terrorisme nærer sig af den angst, den kan sprede, ikke af den tilslutning, den kan opnå. Bekæmpelsen af den består derfor i ikke at give efter for frygten.

Derfor ser jeg ikke Islamisk Stats halsoverskæringer. Det bør andre heller ikke gøre. Og ingen bør dele dem på de sociale medier.

Der var henrettelsen af den amerikanske journalist James Foley, hans israelske kollega Steven Sotloff og den britiske hjælpearbejder David Haines i den syriske ørken ved halsoverskæring nogle år tilbage. Både disse og videoen med den danske og den norske kvinde magtbeføjes, hvis vi ser med.

Islamisk Stat kan kun tolke enhver seers interesse som en opfordring til at henrette flere.

’Massakrer på uskyldige er ikke kun beregnet på at ramme livet, de er i lige så høj grad beregnet på at ramme forestillingsevnen. Og de nærer netop psykosen, fordi der ikke er nogen relation mellem gerningsmændene og ofrene', som den franske psykoanalytiker Simone Rozenberg formulerede det efter bomberne i Madrid i 2004.

Islamisk fundamentalisme er desværre nået langt med sin skræk- og rædselsstrategi. Den har dikteret sikkerheden og overvågningen i de vestlige samfund.

Den forsøger at erobre det måske dyrebareste, vi ejer. Den forsøger at snige sig ind i det frie sind. Med spektakulære dyriske aflivninger af ubevæbnede uden aktiv del i krigen.

Det eneste, jeg ville bibringe mening ved at klikke og kigge, er således Islamisk Stat og dens mål.

Og som om det ikke er rigelig til at lade være ville jeg desuden være med til at skænde ofrene og svigte deres efterladte.