Det er sådan Løkke ruller

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Meget kan siges. Og bliver også sagt. Men det handler ikke om Danmark, det handler ikke om landets ve og vel. Det handler om Løkkes. Og om Venstres. Eller måske rettere disses mangel på samme.

For det er løgn. Lars Løkke åbner ikke op for en SV-regering, som alle medier skriver med henvisning til bogen 'Befrielsens øjeblik’, hvori Venstres formand lufter idéen.

Lars Løkke åbner tværtimod op for den stemmeoptimering, idéen eventuelt kan begave ham med. Og så er han lodret ligeglad med, at venstre-folk og -fæ ofres, og at hele partiet står tilbage som en nedbrændt borg i dette træk for at trodse dragemoderen og blive siddende på jerntronen.

En SV-regering er ikke et mål. Den er et middel. Skulle forslaget – stik mod al umiddelbar reaktion – gå hen og virke efter hensigten, er målet tillige klart: En ny Løkke-ledet regering.

Det er sådan Lars Løkke Rasmussen opererer. Det er sådan han ruller. Vi ved det. Han kan ikke tages for pålydende. ’Jeg vil ikke være statsminister for en hver pris,’ er kongeeksemplet. Jo, det ville Løkke så, konstaterede vi de følgende fire år.

Man kunne tolke dette derhen, at nu ønsker Løkke – blot en uge inde i valgkampen og konfronteret med det store nederlag – åbenbart også at være minister for enhver pris. Men en naturlig udvikling i den strategi ville så være, at Løkke dagen før valget må meddele, at han gerne passer telefonen i omstillingen på Christiansborg mod at få lov til at blive. Og et sted bliver ydmygelsen og prisen vel alligevel for stor?

Næh, det handler som sagt om Venstre. Om at Lars Løkke nu – som et mindstemål - vil være formand for Venstre for enhver pris. Det er imidlertid Venstre, der skal betale prisen. Ikke mindst Kristian Jensen. I ’Befrielsens øjeblik’ hævder Løkke endda, at det – stik mod al hidtidig opfattelse – ikke er en naturlov, at finansminister Kristian Jensen skal overtage efter et evt. valgnederlag. Løkke mere end antyder - som var han brugsuddeler – at kommisen ikke er klar til styre butikken. Unge Jensen bør tage en tørn mere ved kasseapparatet.

Torsdag stod Kristian Jensen så med opspærrede øjne i mediemodlys og forsøgte desperat at skjule sin forbløffelse over at blive tørret af en formand, med hvem han troede, han havde indgået en aftale om at overtage. Kristian Jensen tog bl.a. det med naturloven op ved at fremføre, at ’naturlove er sådan noget som grundloven…’. Og man kom til at tænke på, at bogtitlen ’Befrielsens øjeblik’ måske alligevel ikke sigter til Lars Løkkes egen udfrielse ved højt at kunne erklære, at han i virkeligheden er socialdemokrat, men derimod til endelig at kunne erklære Kristian Jensen for idiot.

Det er her, vi vælgere komme ind i billedet.

Løkke lokker med en SV-regering. Uanset hvad man måtte have af sympati for idéen, eller hvor indlysende den er, koncensus-Danmark taget i betragtning, så er den falsk varebetegnelse. Et er, at både Socialdemokratiet og Venstres egen næstformand allerede har undsagt statsministeren. Væsentligere er, at lader man sig lokke som en vælger på tilbudsjagt, vil man blive mødt med en klassisk melding:

’Varen er desværre udsolgt’. Og man vil stå der med en mistanke om, at butikken i virkeligheden aldrig havde den.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
41 kommentarer
Vis kommentarer