'Det frivillige Nordkorea'

Danskerne er gode til at lystre myndigheder, viser rapport om coronakrisen. Her billede fra Københavns Lufthavn. Foto: Liselotte Sabroe
Danskerne er gode til at lystre myndigheder, viser rapport om coronakrisen. Her billede fra Københavns Lufthavn. Foto: Liselotte Sabroe

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det er lidt af et udsagn: ’Danmark er kendt som det frivillige Nordkorea.’

Herefter ser man en mørk fremtid, som stirrer man ind i en grå og gold totalitarisme.

Adfærdsforsker ved Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen forklarer med disse ord i Weekendavisen, at danskerne har været lydige under coronakrisen, og at det ikke kommer bag på adfærdsforskere.

Vi danskere tror muligvis, vi er frihedselskende rebeller, men blandt Guldborg Hansens udenlandske kolleger ’er danskerne kendt for at leve en ’synkron livsstil’, hvor man følger hinanden og sjældent reflekterer over, hvorfor man gør, som man gør.’

Et forskningshold har brugt 25 millioner til at undersøge danskernes sociale adfærd under coronakrisen. Inklusive sammenligninger med andre landes befolkninger. Og undersøgelsen fortæller, at vi danskere har været exceptionelt dygtige til at håndtere krisen sammenlignet med Sverige, Tyskland, England, Italien, Frankrig, Ungarn og USA. Det oplyser forsker Michael Bang Petersen, der har stået i spidsen for undersøgelsen.

Fra dag et under nedlukningen ændrede danskerne adfærd. Og vi forblev tilmed optimistiske. Hvilket åbenbart alt sammen skyldes det sagnomspundne danske tillidssamfund. Danskerne tror på myndighederne. Og på hinanden. Men inden vi hæver armene over at ligge nummer et i noget i verden, bør man granske bedriften med en særlig kritisk mine.

Vi danskere er således i særlig grad disponerede for formynderstaten. 

Derfor bør vi modstå trangen til at lade os matronisere af en statsminister og en regering, der ’på meget kort tid’ magtede ’at sætte helt grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper på vågeblus.’

Dette sidste citat er fra en helt anden rapport, der ligeledes blev offentliggjort fredag. Tænketanken Justitia har gransket de seneste måneders coronaindgreb i Danmark. Og rapporten konkluderer, at regeringen skal fratages sin udvidede og vidtgående magt nu.

’Ønsker vi et samfund, hvor vi skal være underlagt den her form for kontrol fra vores folkevalgte politikere i en situation, hvor antallet af syge er meget lavt, og smitten er under kontrol,’ spørger jurist Jonas Christoffersen, der står bag rapporten ’Retsstaten og Covid-19’, i Berlingske. 

Svaret bør være ’nej’. Det er muligt, vi er ’det frivillige Nordkorea’. Men vejen derfra til at blive ufrivillig, skal vi ikke gå længere ned ad. For få måneder siden var det sundhedsminister Magnus Heunickes lidt udsigtsløse opgave at få unge til at holde op med at ryge. Onsdag 11. marts gjorde Folketinget ham til Danmarks noget nær mest magtfulde mand.

Den magt kan han ikke tåle, den magt skal Mette Frederiksen ikke have, og den magt bør vi ’frivillige nordkoreanere’ heller ikke længere give. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
84 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen