Det går ufatteligt godt i Danske Bank

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Så kom Danske Bank med sit årsregnskab. Og alt er godt. Jeg gentager, så alle ved, de læste rigtigt: Så kom Danske Bank med sit årsregnskab. Og alt er godt.

Oven på afsløringen i 2018 af at banken står bag den hidtil største hvidvaskningssag i verdenshistorien, kan man endda konkludere, at året har været så ganske udmærket, at de i ledelsen ville grine hele vejen til banken, hvis ikke de allerede sad der.

Danske Bank er kommet med et overskud for 2018 på 15 milliarder kroner. Omsætningen er faldet, nuvel, og omkostningerne er steget, ja. Men det er stadig det tredje bedste resultat de seneste ti år. Kongehuset og diverse offentlige instanser er fortsat kunder. Og blot 11.000 af bankens kunder har forladt den, men der er fortsat 1,4 millioner tilbage.

Det sidste må siges at være omvendt proportionalt i forhold til den forargelse, mange udtrykte i efteråret.

Havde nogle her oven på 10-året for finanskrisen og med hvidvask-skandalen i frisk erindring håbet på, at en moralsk anfægtelse var ved at indfinde sig, er det tilsyneladende omsonst.

Danske Bank spekulerede sig selv halvt ihjel og blev reddet fra finanskrisens nærdødsoplevelse af den danske befolkning med diverse bankpakker. Hvorefter banken så drog til Estland og fortsatte festen. Nu er vi så nået til, at banken oven på hvidvaskskandalen ser ud til at kunne gøre det samme.

’Vi forstår spørgsmålstegnet ved vores troværdighed. Vi forstår vreden, og vi forstår, at vi bliver nødt til at forklare os og sige undskyld rigtigt højt til den almene befolkning,’ udtaler Danske Banks nye topchef Jesper Nielsen.

Direktøren har samtidigt taget afsked med den skandaliserede forgænger, Thomas F. Borgen, ved at give denne millioner med ud af døren i lommepenge. Og dertil har han ansat en ny compliance-direktør med en tiltrædelsesbonus på 10 millioner kroner. Hvad laver sådan en compliance-fætter, hører jeg så nogen spørge. Han sørger for, at banken overholder loven – lige som hans forgængere.

Det gode resultat for Danske Bank er endda inklusive en afsat milliard-opsparing til eventuelle bøder i de mange sager, diverse myndigheder har rejst mod banken.

Så alt er godt. Indtil sagerne siger noget andet. Og bortset fra et helt særligt forhold, jeg gerne vil fremdrage her.

Det er for længst bemærket i internationale finanskredse, at det er gængs erhvervskultur i Danmark at være med til at assistere forbryderiske venner af autokratier i det gamle Østeuropa i at franarre hele befolkninger gigantiske pengebeløb.

Danske Bank er så at sige Danmark i udlandet. Og er de ude af stand til at skamme sig henne i banken, falder opgaven - så længe vi lader dem slippe afsted med det - desværre tilbage på os andre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
35 kommentarer
Vis kommentarer