Det handler ikke om Rasmus Paludan

Kampklædt politi i aktion på Blågårds Plads på Nørrebro i København søndag. Foto: Mogens Flindt
Kampklædt politi i aktion på Blågårds Plads på Nørrebro i København søndag. Foto: Mogens Flindt

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det handler ikke om Paludan. Hvis man tror, søndagens slagudveksling mellem voldsparate med anden etnisk baggrund - inklusive nogle tilløbende autonome - og så på den anden side politiet har sin forklaring i Rasmus Paludan og dennes koran-stunts, har man misset pointen.

Statsministeren, politikere, chefredaktører, kommentatorer med flere må begribe dette. Ellers kommer vi ikke videre.

Jeg troede faktisk, at denne lære var udbredt snart 15 år efter Muhammed-krisen.

Men de sociale medier har i snart et døgn været tværet ind i en klistret masse af kommentarer til urolighederne på Nørrebro. Mange af dem klæber sig til, at Rasmus Paludan - som opførte endnu en anti-islam-demonstration, der ledte til optøjer - er en provokatør, der enten må bære hele eller dele af ansvaret for slaget og ødelæggelserne.

Det er en trættende tilgang.

Historikken bag det hele er næsten ældre end Rasmus Paludan. Hændelsen på Blågårds Plads er et skvulp fra den samme strøm, der blev blotlagt af Muhammed-tegningerne. Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Også muslimer. Og endda selvom nogle kaster med Koranen, smører den ind i svinefedt eller brænder den af på en Webergrill.

Det drejer sig ikke blot om ytringsfrihed. Retten til religionskritik i samfundet er ganske enkelt afgørende. Den er grundstenen i det moderne, sekulære samfund skabt i en flerehundredårig kamp mod religiøs og politisk tyranni.

Det var dette, der stod klart, da Muhammed-tegningerne satte dansk udenrigspolitik i lys lue i 2006. Og som størstedelen af medier og politikere desværre ikke fattede til at begynde med. Flemming Rose, der bragte tegningerne i Jyllands-Posten, blev retteligt indstillet af nogle af os til Cavling-prisen. Men som det hed i første linje i en nyhedsartikel i Politiken om Cavling-nomineringerne dengang:

’Årets Cavling-pris kan ende i hænderne på en af de ansvarlige for Danmarks største internationale krise i nyere tid.’

Gik man og troede, at ’de ansvarlige’ faktisk var islamisterne, der afbrændte danske ambassader i Mellemøsten, samt hjemlige imamer på rundrejse i ’Fundamentalististan’ med tegningemappe og falske billeder til at hidse alle op, skulle man helst tro om igen.

Siden Tøger Seidenfaden - daværende chefredaktør på Politiken - i midten af 00’erne begik den intellektuelle og moralske brøler at benægte eksistensen af lovreligiøse, der med vold og magt vil ytringsfriheden samt dens fremmeste forsvarere til livs, blev kritikere af islam rutinemæssigt bortdømt som højreekstremister mange steder.

En fejl, vi har været en del år om at rette. Og som først for alvor syntes at blive korrigeret efter diverse lovreligøse terrorangreb i Europa. Herunder særligt på tegnerne på Charlie Hebdo og på Krudttønden og synagogen i København.

For som Flemming Rose altid har fastholdt:

'Grundlæggende er mit argument det samme som i 2006. I et demokrati kan ingen gøre krav på deres religiøse, ikke religiøse, ideologiske eller ikke ideologiske følelser. I det omfang ideologier, religioner og grupper, som jeg ikke er en del af, gør krav på, at jeg respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, så gør de ikke krav på min respekt, men på min underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati.’

Krænkelseshævd og voldelig selvretfærdighed er fortsat virkelig. Det var ikke noget, Flemming Rose opfandt. Det handlede ikke om tegningerne. Det gjorde det aldrig.

Således handler det heller ikke om Rasmus Paludan. Ja, han er højreekstrem. Men han er ikke problemet. Det var til stede, længe før stemmen gik i overgang på lederen af Stram Kurs. Og dermed længe før det igen dukkede op søndag på Blågårds Plads. Ingen kan gøre krav på deres religiøse følelser uden for deres egne hellige steder. Eller subsidiært håndhæve et had til Rasmus Paludan ved at gå i kamp mod myndigheder, fordi de opretholder og beskytter det frie samfund.

Uromagerene på Blågårds Plads har ikke fattet det. Og derfor er det dem, der er problemet. Som i hele problemet. Og deres stupide indsats for at forære Rasmus Paludan alt, hvad han drømmer om, og afstedkomme denne tekst, der ender som et forsvar for ham, siger alt om, hvor lidt af Danmark de har forstået.

Men de er langtfra ene om at opføre sig småt begavet. I omkvædet med at tillægge Rasmus Paludan skylden og opregne omkostningerne ved beskyttelsen af hans happenings har politforbundets formand meldt sig. Som en rubrik på dr.dk så malende lyder: 'Frustration i politiforbund efter Paludan-demoer: Det tager karakter af misbrug af en rettighed.' Hvorpå politiforbundets formand klager over, at betjente får ødelagt deres påskeferie.

Mange er forargede over, at Rasmus Paludans virke i år foreløbig har kostet samfundet seks millioner kroner, ifølge Justitsministeriet. Måske skulle de i stedet regne på, hvad en international terrortrussel, radikalisering, overvågning af moskéer samt beskyttelse af diverse truede politikere og tegnere samt Flemming Rose koster.

Rasmus Paludan er vores mindste problem. Det kan imidlertid hurtigt vokse os over hovedet, hvis ikke vi holder det højt - hvis ikke vi bevarer overblikket.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
345 kommentarer
Vis kommentarer