Drop hånen: Danmark er en curlingstat - vi er alle curlingbørn

Curlingbørn i fri dressur på Roskilde Festivalen
Curlingbørn i fri dressur på Roskilde Festivalen

Lad os tale om fænomenet ’curling’.

Som bekendt ’bestormede’, ’overfusede’ eller ’rasede’ forældre ’over’ Roskilde Festivalen, da deres teenagepoder angiveligt stødte på uoverstigelige hindringer som dårligt vejr, netop som disse skulle have det sjovt.

Antallet af bekymrede curlingforældre var muligvis til at overse. Men der var, ifølge alle medier, ingen grund til at researche en god forargelse væk.

Ikke mindst diverse bloggere og klummemoralister kastede sig opildnede over historien. De dæmoniserede lystigt hele postnumre for med overbeskyttelse at opfostre en generation, der i fremtiden næppe vil magte andet end at klynke sig frem i livet.

Jeg vil imidlertid hævde, at det vigtigste står usagt:

Danmark er som samfund curlingmoderen over alle curlingmødre. Ingen af os borgere kan – og heller ikke ret mange ønsker tydeligvis - at blive fri for, at vejen præpareres for os.

Denne erkendelse opnås, når man når et kryds på cykelstien. Her har kommunen opstillet et ’hvilestativ’ med meldingen ’Hej cyklist – tag en slapper’ på en plade, hvorpå man kan hvile højrefoden.

Der er tænkt på os. Det er trygt. Vi kan tage det roligt.

Det værste, der kan overgå en dansk statsborger, er, at hun føler sig utryg. Tryghed er selve det abonnement, man har tegnet som skatteborger her i velfærdsstaten. Er der huller i leveringen heraf, forlanges samtlige institutioner sat ind for at genoprette den. Ikke ulig forholdet mellem curlingforældre og curlingbørn.

Således er forældrene, der bekymrede sig om deres teenagere på festival helt i vater med indretningen af forholdet mellem borgere og samfund som sådan, mellem umyndige og myndige, om man vil.

Den offentlige sektor i Danmark er ikke bare verdens største pr. capita. Den bliver også ved med at vokse. Væksten finder set sted med ’curling-gørelse’ af borgerne.

Når mange for tiden fremhæver skatteunddragelser som en godtgørelse af, at de rige er nogle svin og giver fanden i de fattige, kan de måske have en pointe.

Men når de samtidig i lyset heraf forsøger at nedskrive velfærdsstatens tvivlsomme økonomiske holdbarhed og aflyse grundreglen om, at ethvert menneske bør kæmpe for tilværelsen, tager de fejl.

Det er ikke alene de rige skatteunddragere, deres fiffige banker eller på den anden side alene sløve og dvaske curlingbørn, der bør være til debat. Det er velfærdsstaten selv. Hvad enten man forsøger at undvige den, mens man retfærdiggør sig med, at man har arbejdet for meget til at overdrage nogen som helst værdi til en stat, der umyndiggør og håndfodrer sine borgere, eller man stille sig op og lader sig fodre ved velfærdstruget, mens man retfærdiggør sig med, at man er evigt offer, fordi de rige altid løber med det hele.

Det er uholdbart, at der i dag er markant flere modtagere end ydere i fællesskabet. Det er absurd, at groft sagt 40 procent af danskerne betaler til 60 procent.

Denne procentdeling svarer til, at to forældre præparerer isen og fejer råbende og ivrigt for deres tre børn. En kernefamilie, ja, men også en kernetanke i måden, Danmark er indrettet på.

Der er flere curlingbørn (borgere) end curlingforældre (velfærdsstaten). Derfor øges servicen til borgerne også hele tiden.  Politikere, der vil nedskære eller begrænse velfærdsstaten og dermed mængden af curlingydelser til vælgerne, bliver smidt på porten. Der er med andre ord flest politiske point i at ville øge den.

Samfundet kommer dermed i høj grad til at fremelske to problematiske grupper: Ofre og bekymrede.

Selv Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, bekender sig til dynamikken. Venstres formand har hele vejen igennem sit turbulente formandskab excelleret i en offergørelse af sig selv. Når Løkke har undveget reglerne, haft vanskeligheder med forskellen på dit og mit, eller med ansvar  og konsekvens, har det uanset fakta været en fortegning af hans person, har hans egen påstand lydt.

Med andre ord en statsminister, der ikke er langt fra at stå og slå ud med armene og erklære vejret dårligt, sig selv kuldslået og teltpladsen utilstrækkelig til hans forventninger og behov.

Således er den efterhånden rituelle forargelse over curlingforældre og curlingbørn, som dukker op med færre og færre ophold, en særegen form for dansk hykleri.

Vi er alle delagtiggjorte i, forvænte med, belønnet af og i det hele taget marineret i denne hovedforestilling og dens mekanik.
Ingen må imidlertid blotlægge det. Ingen må privatisere curling og anvende det som en helt almindelig praksis. Det udstiller metodens uholdbarhed på ubehagelig vis.

Så kan enhver se, at et sådan forhold mellem myndige og umyndige ikke holder. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen