En hån mod almindelige skatteborgere

'Det er en hån mod almindelige skatteborgere og deres retfærdighedssans, at multinationale selskaber - i hvis vold vi i øvrigt alle er - stort set selv kan fastsætte deres selskabsskat,' skriver Mads Kastrup. Foto: Dado Ruvic/Reuters
'Det er en hån mod almindelige skatteborgere og deres retfærdighedssans, at multinationale selskaber - i hvis vold vi i øvrigt alle er - stort set selv kan fastsætte deres selskabsskat,' skriver Mads Kastrup. Foto: Dado Ruvic/Reuters

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Giganten Google har et uofficielt slogan: ’Don't be evil, and if you see something that you think isn't right – speak up!’ (‘vær ikke ond, og sig det højt, hvis du får øje på noget, der er forkert’).

USA’s præsident Joe Biden har fat i den lange ende. Vi skal have en global selskabsskat på 21%. Og i denne uge stillede europaparlamentet sig bag Biden.

Gigantiske multinationale tech-selskaber skal selvfølgelig betale en rimelig skat og bidrage til samfundet.

Vi taler her selskaber, der med det massivt øgede brug af digitale platforme og udstyr under corona, er boomet, som er alle knopperne på deres pengetræer sprunget ud samtidigt.

Google betaler eksempelvis en effektiv selskabsskat på 0,8 i Europa, Facebook 0,03 procent, og Apple har en lukrativ aftale om at betale sin selskabsskat i Irland på 0,005 procent. Danmarks konkurrencekommissær Margrethe Vestager tabte sidste år på EU’s vegne en skattesag mod netop Apple og gigantens irske skattefinte.

Det er en hån mod almindelige skatteborgere og deres retfærdighedssans, at multinationale selskaber - i hvis vold vi i øvrigt alle er - stort set selv kan fastsætte deres selskabsskat. Det er at gøre borgere, for hvem Skat er allestedsnærværende og alt-kontrollerende, til grin for egne penge.

Timingen for at indføre en fælles bund for selskabsskat har tydeligvis aldrig været bedre. Coronakrisen har bevidstgjort hele befolkninger om, at verden er skævvredet ud over al rimelighed. Selv i USA tyder Biden på at få medvind fra en offentlighed, der indtil coronakrisen var langt mere fjendtlig over for beskatning og statslig indblanding, end man ser i dag.

Med et dagligt overskud på 1,62 milliarder kroner har Apple haft en fænomenal begyndelse på 2021. Selskabet Alphabet, der ejer Google og YouTube, kom ud af første kvartal i 2021 med et overskud på godt 110 milliarder kroner - samtidig steg indtægterne med 34 procent til godt 340 milliarder kroner.

Det er selvsagt ikke forkert, at selskaber vokser sig gigantstore og usædvanligt rige på at gøre det godt. Og endda gøre det med produkter, som de fleste mennesker finder stor anvendelse for. Det er derimod lodret forkert, hvis ikke de på lige fod med alt og alle andre bidrager med rimelig skat. I Danmark er selskabsskatten 22 procent. Det er der trods alt en del selskaber, der trives fint med.

Lad os endelig minde Google og Google’s eget uofficielle slogan samt holde det op foran virksomheden selv samt deres multinationale kolleger.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
91 kommentarer
Vis kommentarer