En 'kunstskandale' - den skal være så velkommen, det er længe siden sidst

'Muren' - under opførelse af lyskædeværket på torvet i Aars. Foto: Ritzau/Scanpix
'Muren' - under opførelse af lyskædeværket på torvet i Aars. Foto: Ritzau/Scanpix

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Der er opstået en kunstskandale i Aars i Vesthimmerland. Glimrende! Hvornår har vi sidst set sådan en?

Handelsstandsforeningen har fyret op under den tilstundende jul ved at bore lyskæder op i ’Muren’, et stort og dominerende Per Kirkeby værk på byens torv. Følgelig er der opstandelse i den lokale kunstforening. Og man fornemmer ligeledes hovedrysten i landets øverste kunstelite.

Det minder mig personligt om, at jeg engang fik skæld ud af kunstmuseet Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner. Jeg havde stillet spørgsmålstegn ved, hvor mange Kirkeby mure, landet egentlig har brug for. Lige som jeg vovede at udstille min bondskhed med en erklæring om, at jeg med disse mure har svært ved at se forskel på kunst og et parcelhus i røde mursten ramt af betalingsstandsning allerede inden rejsegildet.

Så er man rindalist. Så er man en bonderøv.

I Danmark kan man som bekendt ikke asfaltere en rundkørsel, uden at der skal svejses en bunke jern sammen til at stå i midten. Med mere eller mindre kunstnerisk berettigelse. Man kan ikke have en plads, uden at der skal bakses noget granit eller bronze (eller en Kirkeby-mur) ind på midten.

Samtidig gider ingen almindelige borgere længere tage stilling til kunsten. Rindal var faktisk den sidste. Og før åndshovmodet går i selvsving henne i kunst- og skulpturbranchen, skulle de måske lige rekapitulere, hvor stor gyldighed dansk kunst opnåede, alene fordi lagerforvalter Peter Rindal gad at stille spørgsmålstegn tilbage i 60’erne.

I dag gider vi ikke kritisere skulpturer og malerier. Vi ved godt, at stiller vi os op på et museum og siger, at vi ikke forstår en flyvende fjært af den magister-lovbesungne kontrakt med evigheden, vi står over for på en udstilling, får vi at vide, at kunst ikke skal forklares. Siger vi direkte, at vi føler os holdt for nar, lyder det triumferende, at så har værket manifesteret sig med sin provokation. Man er reduceret til umælende betaler, enten gennem tælleapperaters lukkeled eller via statsstøtte-puljer.

Hvormed kunst ikke kan blive mere ligegyldig.

Det bedste, der kan ske for en af de mange Per Kirkeby mure i Danmark, er således, at nogen kommer og forærer dem den gyldighed, de ikke magter at opnå i sig selv. Om det så er en handelsstandsforening, der borer lyskæder op i murstenene. Så får man trods alt øje på skidtet igen. Ja, man overvejer måske endda, om ’Muren’ er en fed ting at have på torvet i Aars. Eller om dens kontrakt med evigheden bør afbrydes samtidig med strømmen til lyskæderne.

Jeg forstår borgmesteren i Vesthimmerland Kommune. Nu lader vi det hænge, har han sagt. Så kan vi tale om det efter jul, når det er pillet ned igen. Hermed annulleres debatten, og han får fred. Hvem gider debattere den angivelige vandalisme, når den er ophørt?

Personligt synes jeg, de skal lade lyskæderne hænge permanent. Så kan man få glæde af både lyset, kunsten og debatten om den i mange år frem.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer