Er det noget med, at der kommer en god løsning i morgen?

Mette Frederiksen har lovet at spare tre milliarder kroner på konsulenter. Det går lidt trægt. Foto: Ida Guildbek Arentzen Ritzau/Scanpix
Mette Frederiksen har lovet at spare tre milliarder kroner på konsulenter. Det går lidt trægt. Foto: Ida Guildbek Arentzen Ritzau/Scanpix

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiets løfte om at spare tre milliarder kroner på brug af konsulenter i det offentlige ligner en fiasko.

Lad os genkalde os Mette Frederiksens forargede stemme fra valgkampen: ’Sidste år brugte vi i Danmark omkring 11 milliarder. Hold nu fast: 11 milliarder på konsulentydelser i den offentlige sektor. 11 milliarder!’

Mette Frederiksen lovede derpå at spare tre milliarder kroner på konsulenter.

Altinget har med en aktindsigt i ministeriernes forbrug af konsulenter nu godtgjort, at det går den forkerte vej.

I Klima- Energi- og Forsyningsministeriet er der eksempelvis brugt en million -konsulent-kroner på ’udvikling og segmentbaseret udbredelse af klimatips til hverdagsmad’.

I forsvarsministeriet har man brugt en kvart million konsulent-kroner på en opdatering af sin kommunikationspolitik. Den skal være mere ’tidssvarende.’

Er Mette Frederiksen ude af stand til at komme med den rette medicin, er der til gengæld intet galt med hendes diagnose af en nation i konsulenters vold.

I det hele taget synes ingen politikere at være i stand til at tøjle udgifter på området.

I den forløbne uge vakte det lokal forargelse, at Kolding Kommune – en Venstre-kommune - agter at spendere 1600 kr. i timen på konsulenter, der skal finde besparelser på i alt en million kroner på henholdsvis psykiatri- og handicapområdet. Men er der ikke tale om et inkompetent byråd, hvis ikke lokalpolitikerne selv kan finde frem til samt tage ansvar for besparelserne, spurgte borgere i Jyske Vestkysten.

At socialdemokraterne har mere end svært ved at begrænse konsulent-brugen, er dog uafviseligt. Socialdemokratiet har endda i sin partiorganisation samme mekanisme indbygget, som partiets leder er forurettet over at finde i den offentlige sektor. I 2018 brugte socialdemokraterne internt i partiet 32 procent mere på konsulenter end i 2017. Og S er førende blandt Folketingets partier, når det gælder anvendelse af konsulenter.

I december kom det tillige frem, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil brugte 259.993,75 kr. på konsulenter samt jobopslag for at finde sig en ny pressechef.

Som så endte med at blive en bekendt af ministeren.

Hvis regningen for at ringe til en ven således er på over kvart million kroner pr. gang, aner man, hvor ubesværet konsulent-budgettet øges.

Som skrevet før på denne plads, er løftet om at spare på konsulenter en god test på, om Mette Frederiksen og hendes ministre magter deres egentlige opgave. Som er at generobre velfærdssamfundet fra overforvaltning og give det tilbage til de borgere, det oprindeligt blev bygget til.

Det ser foreløbig ikke sådan ud.

Mette Frederiksen og kompagni ser snarere ud til at blive en del af problemet. Der er tilsyneladende en afgrund mellem, hvad den socialdemokratiske leder med stor alvor og højtidelighed siger, og hvad hun magter.

Eller er det noget med, at der kommer en god løsning i morgen? Er der folk i gang med at finde den til 1600 kr. i timen?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
27 kommentarer
Vis kommentarer