Faktisk er Alternativet dansk politiks svar på Woodstock Festivalen

Uffe Elbæk og hans kolleger i Alternativet har rod i økonomien, afslørede Ekstra Bladet den anden dag.

Det nye frelserparti i dansk politik har et underskud på 600.000 kroner for 2016. Men som det bemærkes i bilag fra partiets seneste hovedbestyrelsesmøde:

’Tallet er dog mere reelt på 1,4 mio., fordi der også oprindeligt indgik en målsætning om at spare 800.000 kr. op til valgkamp’.

Alt i alt er dette vel ikke ligefrem det bedste skudsmål for personer, der har en ambition om at lede nationen?

Alternativet har blandt andet haft stort overforbrug på både deres landsmøde og i partiets deltagelse i Folkemødet på Bornholm. Hvilket skyldes ’meget dårlig projektledelse og budgetstyring,’ som det hedder i en kommentar til overskridelsen.

Nogle vil måske fremføre, at der bør være et vist råderum for netop Alternativet. Partiet er, ifølge sig selv, opstået som en konsekvens af de gamle partiers politiske stivhed, konservatisme og fantasiløshed.

Faktisk er Alternativet er en slags dansk politiks svar på Woodstock Festivalen.

Woodstock var som bekendt også ’helt craaiiizy!”. Og det var tillige et forsøg på at skabe noget helt nyt på ryggen af bevægelse fyldt med forestillingen om en konfliktløs og fredelig verden, hvor penge er en gammelkonservativ konstruktion, der forhindrer al retfærdighed og fremskridt.

En betragtning, der i 1969 var tiltalende for en del, som vi ved. Arrangørerne regnede med, at højest 100.000 ville besøge Woodstock Festivalen på Jaspers Farm i den lille by Bethel uden for New York.

Omkring 500.000 dukkede op. Heriblandt ret mange af den slags, der troede sten havde liv, syre ville udvide deres bevidsthed, og at man med 25 cent på lommen ville kunne overleve en udvidet weekend i regnstorm.

’What happened? The hippies happened’, som nogle udtrykte det.

Alle kender i dag Woodstock Festivalens symbolske status. Det var en slags datidens kulturelle værdiskabelse gennem ’crowdsurfing’, om man vil. Lidt lige som Alternativet skaber sin politik skaber sin politik nu om dage.

Hvad alle til gengæld glemmer, er, at Woodstock Festivalen, Bethel og omegn  blev erklæret i undtagelsestilstand, og hæren blev sat ind. Stik mod det vedtagne i hippieflokken viste det sig, at kærlighed ikke var alt, man havde brug for. Mad og vand var faktisk også nødvendigt.

Hippierne måtte således reddes af hæren. Og dermed af det selvsamme system og ikke mindst den del af magten, der bød dem allermest imod.

Således landede luftkastellet i Woodstock.

Tidligere debatredaktør på Ekstra Bladet og nuværende opinionsredaktør på Altinget, Søren Jacobsen Damm, skrev sidste år på Ekstra Bladets ’Opinionen’:

Alternativet er pt. folketingets eneste ubesudlede parti. Fantasterne er helt fri for realpolitisk smuds, og stinkende virkelighed. Her er velduftende luftkasteller, dialog i lange baner, og ubegrænsede midler.

Alternativet sælger denne generations politiske himmerige på jord, hvor alt er gratis, alle elsker alle - de ved det bare ikke endnu — principløsheden råder og ethvert problem kan løses med en sjov t-shirt, selvmalede ladcykler, grønne strutskørter, sabelslugning, og legaliseret hash. Intet kan dæmpe Sankt Uffes glorie.’

Heri havde Jacobsen Damm på mange måder ret. Selv i det sidste omkring partiformandens urørligt lysende aura.

Uffe Elbæk har ikke ønsket at kommentere partiets uheldige regnskab. Han henviser til partiets ’forperson’ for partiets hovedbestyrelse, Nilas Bay-Foged. Denne henviser  til gengæld til, at det med underskuddet, og dermed manglende midler til at føre valgkamp for, faktisk ikke er et problem for Elbæk og Alternativet.

’Vi er mange kreative medlemmer, der har gode idéer, der ikke nødvendigvis koster alverden,’ som ’forperson’ Nilas Bay-Foged udtaler til Ekstra Bladet.

Helt sikkert, Nilas.

Eller det synes I i hvert fald selv - at jeres idéer ’ikke koster alverden’. Men det gør de, så snart vi bevæger os væk fra gadegøgl og gratis ’highfives’ til vælgere på cykelstierne. Og er denne vildfarelse ikke den bedste grund til for danske vælgere at være påpasselige med at overdrage jer mere politisk magt?

Alternativet har øjensynligt samme forhold til penge, som Woodstock-generationen havde. Vi ved derfor, at får partiet først for alvor gang i den alternative fest, ender vi med at skulle erklære landet i undtagelsestilstand og komme og redde Uffe og kompagni ud af deres egen indbildning.

Vi voksne kan også være bange. Og synge lange, bange sange. Der er så meget vi skal passe på. Vi har jo Alternativet, som vi skal passe på. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen