Fatwa eller frihed - vælg selv

Video fra Nice. 'I årevis måtte vi i Danmark lide, at en betydelig del af opinionen mente, at vi burde undskylde vores angivelige ufølsomhed over for et religiøst mindretal. Men det er uomgængeligt islam, den er gal med.,' skriver Mads Kastrup

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

LIGE NU er Frankrig og præsident Macron havnet i en 'Muhammedkrise', der ligner Danmarks og Anders Foghs tilbage i 2006. Det ses i Paris. Det ses i Nice. Folk slås ihjel i profetens navn.

DEN FRANSKE præsident har klogeligt konkluderet det samme som Fogh: Lovreligion hører ikke hjemme i et moderne vestligt samfund. Uanset hvor meget Tyrkiets despot, Erdogan, puster sig op, uanset diverse muslimske landes boykot af franske varer, og uanset hvor mange tusind muslimer der brænder billeder af Macron af i Dhakas gader, må alle uden undtagelse finde sig i hån, spot og latterliggørelse i europæiske gader.

HALSHUGGES en lærer for at fremvise en tegning af Muhammed, som det skete med Samuel Paty i Paris, eller dræbes andre med kniv, er det ikke det vestlige samfunds mangel på respekt for profeten og dennes følgere, der er problemet. Det er omvendt.

I ÅREVIS måtte vi i Danmark lide, at en betydelig del af opinionen mente, at vi burde undskylde vores angivelige ufølsomhed over for et religiøst mindretal. Men det er uomgængeligt islam, den er gal med. Eller rettere den del af islam, der ikke fatter, at retten til satire og religionskritik er afgørende for det moderne samfunds succes. Et samfund, vi har opbygget gennem århundreders kamp mod lige præcis religiøst og politisk tyranni.

I ET ÆGTE demokrati kan ingen gøre hævd på deres religiøse følelser uden for deres kirke, moské eller synagoge. Og som Flemming Rose har lært os: Alle muslimer - uden undtagelse - skal gøre sig fuldstændig klart, at gør man krav på, at vi andre respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, gør man ikke krav på vores respekt, men på vores underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati.

MAN MÅ VÆLGE mellem det lovreligiøse og det liberale samfund. Mellem selvretfærdighed og retssamfund. Mellem krænkelseshævd og satire. Mellem fatwa og frihed. Det stod klart allerede i 2006, hvor krigen om Muhammedtegningerne satte dansk udenrigspolitik i lys lue.

NÅR NOGEN siger, at vi i Vesten ikke behøver at støde muslimers følelser, og at vi burde være mere tolerante - 'vi har jo har jo ytringsfrihed, ikke ytringspligt', som det lyder - har de ikke fattet, hvor mange der gennem århundreder gav deres liv for vores nuværende frihedsrettigheder - og stadig gør det.

DET ER en hån, spot og latterliggørelse af alle disse menneskers tabte liv ikke at bekæmpe de lovreligiøse.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
270 kommentarer
Vis kommentarer