Forbløffende mange mellemøsteksperter i Danmark

Alle konflikters moder har på ny kaldt sine forurettede børn til strid. Også i Danmark. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters
Alle konflikters moder har på ny kaldt sine forurettede børn til strid. Også i Danmark. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Israel-Palæstina-konflikten er som bekendt blusset op i lys lue igen. Verdenspressen er rykket ind. På de sociale medier rykker folk til gengæld ud. Med deres ’analyser’.

Jøder beskrives f.eks. rask væk som et herrefolk, der har lært af de bedste, og palæstinensere udnævnes ofte over en bred kam som islamistiske galninge på hævntogt mod alt og alle.

Alle konflikters moder har på ny kaldt sine forurettede børn til strid. Der har eksempelvis lige været demo med kamplignende scener ved  den israelske ambassade i Hellerup.

Men hvis hver en provinsiel, hjemlig værdikriger kommer ilende til i ophidset tilstand med sin lille plastikstang for at fiske i det oprørte vand, hvordan stopper vi så nogensinde ringene i vandet?

Der findes intet mere fristende sted at udøve et martyrium og dæmonisere en modstander i end i verdens mest blødende geografi: Mellemøsten. Herfra oprinder civilisationernes sammenstød, her står moralens vugge og her ligger verdens helligste by som centrum for de store religioner.

Alle kan efterhånden det hele forfra og bagfra. Det israelske styres brutale og totalitære bosættelser. Palæstinenserne – det vil sige Hamas’ – vold og terror. Ingen er tilsyneladende demokrater. Alle er enten jøder eller arabere først.

Politiske båltændere finder hurtigt benzin i Tel Aviv, Jerusalem, Gaza, Vestbredden eller omegn. Ledere i regionen har gjort karriere ved at udnytte regionens konfliktpotentiale. Såvel politisk som personligt. Hvormed de ofte har båret mere ved til flammerne snarere end at påbegynde slukningsarbejdet.

Men i betragtning af at der er tale om en kompliceret tusindårig konflikt 4500 km borte, er det alligevel forbløffende, hvor mange mellemøsteksperter der findes i Danmark.

Det er som om du, kære læser, derude (du ved selv, hvem ’du’ er), blot spejler lokale mellemøstlige bålantænderes metoder. Endda uden chance for at vurdere, hvilke informationer, der er sande, og hvilke der er falske. Og i Mellemøsten er intet åbenbart, som det giver sig ud for at være.

Ville det ikke være på sin plads, at vi, der trods alt ikke har fået frastjålet vores hjem, oplevet ihjelslåede familiemedlemmer eller får raketter hældt i hovedet fra affyringsramper placeret blandt civilbefolkning, stiller os selv spørgsmålet:

Hvis så mange danskere skrider så uforsonligt og skråsikkert frem i sagen, hvordan forestiller vi os så, at vi nogensinde får israelere og palæstinensere til at finde freden frem?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
322 kommentarer
Vis kommentarer