Forhenværende-Lars

'Men hvad skal der så ske med forhenværende-Lars? Med hans iver efter, at Venstre går sammen med regeringen om en stor reform?
Et kvalificeret bud er, at der ikke skal ske noget,' skriver Mads Kastrup. Her overdrager Løkke magten til Mette Frederiksen i juni. Foto: Olivia Loftlund
'Men hvad skal der så ske med forhenværende-Lars? Med hans iver efter, at Venstre går sammen med regeringen om en stor reform? Et kvalificeret bud er, at der ikke skal ske noget,' skriver Mads Kastrup. Her overdrager Løkke magten til Mette Frederiksen i juni. Foto: Olivia Loftlund

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det er muligt, at Lars ikke længere er statsminister-Lars og heller ikke formands-Lars.

Men forhenværende-Lars har altså fået en tjans med at skrive i BT. Og så skrev han lørdag om udligningsreformen, at rige kommuner skal holde op med at klynke og komme til lommerne – kort refereret, forstås.

I tre uger havde Venstre skudt på regeringens udspil til en ny omfordeling af milliarder af kroner mellem landets 98 kommuner.

Formand Jakob Ellemann-Jensen havde netop forklaret i Jyllands-Posten, at regeringen skulle ’rykke sig substantielt’. Samt at et af Venstres krav i forhandlingerne er, at der skal smides 1,5 milliarder statslige kroner i reformen for at lette regningen for de nordsjællandske kommuner.

Så kommer Lars-jeg skriver-nu-i-BT og siger nogenlunde som socialdemokraterne: De rige kommuner skal punge ud. I Gentofte kan man ud over de nuværende 3,3 milliarder kroner i årlig udligning fint bidrage med mere til eksempelvis Langeland, hævder Løkke.

Og så netop som socialdemokraterne snubler i deres eget dobbeltspil med at forhandle med den ene side vendt til og søge at udstille Venstre med den anden vendt bort (læs dagens leder på bag-siden og side 16-17).

Venstre er et mageløst foretagende. Det er ikke mere end en måned siden, at tidligere næstformand Kristian Jensen blev strippet for al hæder, ære og tillid for at flirte med socialdemokrater. Simpelthen ribbet for sine poster i partiet. Ja, fandtes der en Venstre-uniform, ville han stå tilbage i underhylere, som vi konstaterede i januar.

Kristian Jensen havde i Jyllands-Posten foreslået, at Venstre gik sammen med regeringen, de radikale og de konservative om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordning med mere.

Han havde ganske vist ikke orienteret sit parti om forslaget. For som han forklarede, stod han nu uden for partiledelsen, så han havde en ’fri rolle’.

Derefter besluttede formand Ellemann, at Kristian Jensen slet ikke havde nogen rolle.

Men hvad skal der så ske med forhenværende-Lars? Med hans iver efter, at Venstre går sammen med regeringen om en stor reform?

Et kvalificeret bud er, at der ikke skal ske noget. Der er rigeligt at gøre med at holde skuden Venstre oven vande, uden at der skal være ny rettergang på dækket og en tidligere formand skal tvinges til at gå planken ud til almen underholdning i medierne. Der må trods alt være en gensidighed om, at man det seneste år har ydmyget sig selv rigeligt.

Dertil tog Løkke i ed, at socialdemokraternes venner ude i vestegnskommunerne ikke skal belønnes for en ringe indsats. Og desuden har Venstre faktisk hele tiden ment – endda længe inden seneste valg – at de rige kommuner skal betale mere.

Ergo synes Lars Løkkes frimodighed og overskridelse af beføjelserne mest af alt at udstille et parti, der ikke alene er fyldt med interne problemer, men tillige mangler at finde sin politiske legitimitet.

For hvis man alligevel mener stort set det samme som Socialdemokratiet – og det kun er Kristian Jensen, der ikke må sige det – og at et sådant samarbejde vil udgøre ’befrielsens øjeblik’ i dansk politik, så er der lang vej til en egentlig borgerlig opposition i Danmark.

Jeg ser for mig , at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen i dag ærgrer sig endnu mere end Løkke over, at sidstnævnte ikke kunne afsættes til et eller andet uden for Danmark. Det må være vanskeligt at være ny formand for et parti, når den gamle har glemt, at han ikke er det længere.

Til gengæld er det en udmærket prøve på den nye formands-format

– eller eventuelle mangel på samme.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
38 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen