Helt fint, Danmark tabte

'Det var nådigt, England vandt semifinalen, og Danmark tabte den,' skriver Mads Kastrup. Arkivfoto
'Det var nådigt, England vandt semifinalen, og Danmark tabte den,' skriver Mads Kastrup. Arkivfoto

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

’Nogle regner fodbold for liv eller død. Den holdning skuffer mig. Jeg kan forsikre, at det er vigtigere end som så.’

Nogenlunde sådan skulle det engang have lydt fra Liverpool-manageren Bill Shankly. Det var dengang, England stadig mestrede den kække bemærkning og i det hele taget var en nation, der endnu ikke så ud, som om den havde mistet sig selv.

En englænder vil nok allerede her kalde mig ’en bitter dansker’. Overhovedet ikke. Jeg tilslutter mig helhjertet, at det danske landshold mere end har opfyldt forventningerne med dets overordnede mentale og medmenneskelige sejr.

Det var nådigt, England vandt semifinalen, og Danmark tabte den. Vi kan tåle det, vi kan tage det. Vi har endog en forkærlighed for ærefulde nederlag.

Englænderne synes derimod så ilde stedt, at de end ikke kan håndtere at vinde. Eller nogle af dem kan ikke. Måske er beretningen i engelske medier om en dansk familie, der efter kampen angribes af en engelsk horde, fordi far, mor og drengen på ni år sidder i dobbeltdækkerbussen iført danske landsholdstrøjer – og dreng og mor må tilmed flygte op på øverste dæk – blot anekdotisk. Men sammenholdt med buh’en ad nationalmelodien og en påfaldende mangel på evne blandt de ivrigste fans til at feste uden at forløbe sig, anes afmagten under lystigheden ved en EM-finaleplads.

Laserlys, to bolde på banen og et straffespark tyndere end Prins Williams frisure - England har brug for al den hjælp, de kan få. Også i større sammenhæng. Med et Covid-smittetal, der stiger 38 procent om ugen, og omkring ti års politisk kaos, hvor man nærmest uforvarende kom til at låse sig selv ude af Europas hus.

Berlingske korrespondent Poul Høi fremhæver i en klumme, at englænderne i disse dage finder landsholdstræner Southgates lederskab inspirerende:

’Det er en ubetinget kompliment til Gareth Southgate, men det er også en ubetinget mistillidserklæring til det lederskab, som har skabt det engelske status quo,’ som Høi rigtigt bemærker.

Jeg tænker, at hvis ’fodbold kommer hjem’ på finaledagen i morgen, ligner det mere en trøstepræmie end noget andet. Og sejren vil dertil næppe svale meget længere end et par dage ind i næste uge for en nation, der ligner en taber i så mange andre, antændte og vigtigere sammenhænge.

England tager i disse uger tilsyneladende Bill Shanklys ord bogstaveligt. Helt uden at tage formuleringens elegante selvironi og overskud med som forbehold. Jeg er ikke sikker på, at en sejr meget mere end kortvarigt dulmer smerten og forhindrer det værste hærværk.

Og Italien kunne faktisk også bruge en opmuntring. Så jeg holder med dem. De forstår bedre, hvad det var, Bill Shankly forsøgte at sige.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
191 kommentarer
Vis kommentarer