Her er 17 fede ting ved corona

'Vi har fundet ud af, vi kun behøver én politiker i Danmark - selvsagt ikke fedt ud fra et demokratisk synspunkt, men ..,' skriver Mads Kastrup. Ja, læs selv forsættelsen. Statsministeren med løftet pegefinger før torsdagens partirunde. Foto: Jonas Olufson
'Vi har fundet ud af, vi kun behøver én politiker i Danmark - selvsagt ikke fedt ud fra et demokratisk synspunkt, men ..,' skriver Mads Kastrup. Ja, læs selv forsættelsen. Statsministeren med løftet pegefinger før torsdagens partirunde. Foto: Jonas Olufson

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Vi har brugt godt to måneder på at være i coronakrise. Lad mig i anledning af den 'kontrollerede genåbning af Danmark' fremhæve det gode ved corona:

1. Otte ud af ti mennesker har fundet ud af, at de ikke har brug for at gå til lægen med det, de før gik til lægen med.

2. Selv de klamme vasker hænder.

3. Vi ved nu med sikkerhed, at vigtige mennesker er folk, der gør noget praktisk - redder liv, passer syge, producerer og sælger mad, reparerer ting - modsat os, der gør os kloge på det nævnte.

4. Det er dertil bevist, at landets omfattende djøf- eller forvalterlag for manges vedkommende obstruerer folk med et rigtigt arbejde i at udføre dette på bedste vis – såsom læger og sygeplejersker.

5. Folk har opdaget, at de kan klare sig uden kinesisk produceret tingeltangel af plastik.

6. Det er fedt, at man har opdaget, hvor unødvendigt det er at flyve om på den anden side af kloden hvert år.

7. Det er en lettelse, at juicekæden Joe & The Juice har fået sine planer om ekspansion forpurret.

8. Det er rart, at Strøget og gågader er som blæst for 'facere' og mobilabonnements- og forsikringssælgere.

9. Det er hjertevarmende, at hele kvarterer og lokalsamfund rykker sammen og støtter deres lokale butikker.

10. Det er positivt, at et samfund, vi troede var proppet med brokkehoveder, kan tage imod en fælles besked og (stort set uden at kny) rette sig efter den, fordi det gælder et fælles bedste …

... og at indvandring dermed ikke længere rangerer øverst på listen over apokalypsens komme.

11. Og som redaktøren af Ekstra Bladets nationen! siger: 'Det er fedt at få ti indlæg om, hvor fantastisk det er at bo i Danmark i denne tid.'

12. Det er skønt, at corona muligvis slår det åbne kontorlandskab ihjel (her burde være en bede-smiley).

13. Det er dejligt, at introverte i to måneder har levet i en glædesrus, hvor de med god samvittighed kunne undgå selskabelighed og 'festlige mennesker' og har oplevet verden, som de ønsker den.

14. Godt at blive mindet om, at naturen findes, og at vi ikke styrer den (knap så fedt, at den fortæller os, at vi er for mange, og det er bedst, hvis en del af os ufrivilligt dør).

15. Det er en glæde, at mange ikke har fået fornyet forårsgarderoben og dermed opdaget, hvor absolut ligegyldig mode i grunden er.

16. Man kan forære sin svigermor et mundbind og sige, at det kun virker, når man ikke taler.

17. Vi har dertil nu fundet ud af, at vi kun behøver én politiker i Danmark.

Det sidste er selvsagt ikke fedt ud fra et demokratisk synspunkt, men ret praktisk. Det betyder, man kan nøjes med at Ekstra Bladet - i form af Henrik Qvortrup - stiller spørgsmål til Mette Frederiksen, og det var så folkestyret, der virkede i denne måned.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
57 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen