Hva' med en ordbog til underklassen?

'Brug af ord, termer og begreber, der kræver oversættelse er udbredt i såvel offentlige instansers kontakt med borgerne som internt i forvaltningerne, hvor der anvendes termer som ’styringsdialog’ og ’resultatreform’.' Foto: Peter Mydske
'Brug af ord, termer og begreber, der kræver oversættelse er udbredt i såvel offentlige instansers kontakt med borgerne som internt i forvaltningerne, hvor der anvendes termer som ’styringsdialog’ og ’resultatreform’.' Foto: Peter Mydske

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

’Ved I, hvad PLC er,’ spurgte landets statsminister i sin åbningstale forleden.

Hun havde læst forkortelsen på sit barns skoleskema. Den betød ’Pædagogisk Lærings Center’. Hvilket igen måtte oversættes for Folketingssalen. Det er, hvad man i gamle dage kaldte skolebiblioteket.

Det er ’en helt unødvendig fremmedgørelse’, som Mette Frederiksen gjorde opmærksom på. Men jeg kan ikke se hende vinde en kamp mod det.

De tider er forbi, hvor en renovationsassistent hed en skraldemand, og man stadig var i stand til at finde en ekspedient i Magasin.

Processen med at gøre ordinære steder og almindelige jobs helt ekstraordinære har været i gang i mange år:

Key account manager, backoffice-supporter, channel manager, production test developer, customer accounting manager, warehousing-konsulent, operational support engineer, brand manager. Personligt aner jeg faktisk ikke, hvad disse beskæftigelser dækker over (formentlig ikke tarmrensere - bortset fra channel manager, måske).

Men det er heller ikke det mest fremmedgørende. Det er derimod det uforståelige sprog, som borgere mødes med af det offentlige.

For nogle år siden udgav nordmændene Arne Klyve og Jon Severud  med titlen ’Ordbok for underklassen’.

De ville egentlig skrive om den offentlige forvaltnings nye redskab til at styre alt: New Public Management. Men de stødte hele tiden på ord, der krævede oversættelse. Ord som ’humaniseringskapital’, ’kundskabsbaseret’ og ’dialogmøde’. Da Klyve og Severud tillige faldt over et tilfælde, hvor en sundhedsmyndighed havde bedt diverse kommunale institutioner ’indrapportere deres biomasse’, var der overhængende brug for en ordbog, syntes de.

’Biomasse’ betød ’borgere’ viste det sig.

Som det hedder i bogens forord:

’Virkeligheden pyntes eller dækkes til. Det offentlige sprog er i færd med at slide sig fri af sine fortøjninger til virkeligheden.’

Arne Klyve og Jon Severud er begge er ansat i det offentlige. Henholdsvis som undervisningschef og lektor. De har følgelig også haft personligt brug for at kunne forklare, hvad »humankapital« og »entreprenørskabskompetence« er.

Det offentlige sprog har i mange årtier haft det svært med virkeligheden i lande som Norge og Danmark. Det er åbenbart en uofficiel regel om det offentliges sprog i velfærdsstaten. Ligesom bureaukrati avler bureaukrati, bestøver og multiplicerer uklart og overflødigt sprog også sig selv.

På et tidspunkt godtgjorde Berlingske, at stadig flere danskere har så svært ved at gennemskue den voksende regelmængde og dens sprog, at de køber sig til dyrt betalt eksperthjælp. Blot for at være sikre på, at de bliver behandlet efter loven.

Når man som borger får at vide, at der ikke rigtig er nogen på arbejde på kommunekontoret, fordi de er på kursus i ’tværfaglig innovation’, opgiver man automatisk at få en forklaring. Måske mest fordi man aner, at der ikke rigtig findes en sådan.

Brug af ord, termer og begreber, der kræver oversættelse er udbredt i såvel offentlige instansers kontakt med borgerne som internt i forvaltningerne, hvor der anvendes termer som ’styringsdialog’ og ’resultatreform’.

Fælles for de fleste begreber er, at de betyder alt og ingenting. I praksis fungerer ordene sådan, at de bevidner ejerskab for de, der bruger dem - hvilket ofte vil sige ledelses- og mellemlederlaget i den offentlig sektor. Samtidig lægger de afstand til dem, ordene egentlig angår, nemlig borgerne.

Hvad er egentlig forskellen på et ’dialogmøde’ og et møde? Førstnævnte vil mange – modsat sidstnævnte – føle, at de ikke er uddannet til at deltage i. En magtdemonstration finder altså sted ved anvendelsen af ’dialogmøde’ i stedet for bare 'møde'.

Ironien i, at netop en socialdemokratisk statsminister beklager brugen af PLC om skolebiblioteket er til at tage og føle på. ’Pædagogisk Lærings Center’ blev indført med folkeskolereformen i 2014 i en regering, hvor Mette Frederiksen var medlem.

Dette fører til en nedslående konklusion. Ikke alene har alle regeringer de sidste 20-30 år erklæret, at de vil bekæmpe bureaukrati og uforståeligt sprog i det offentlige. De har også alle været med til at øge det.

Og hver gang en ny træder frem på scenen, sker det samme. Den kigger forbløffet på eget makværk.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
18 kommentarer
Vis kommentarer