Hvad Mette Bock ikke siger, er...

Kulturminister Mette Bock (LA) blev aldrig nogen succes i den danske medieverden. Hverken på JydskeVestkysten eller i Danmarks Radio. Bortset fra at hun gik fra sidstnævnte med en check på to millioner kroner. Uden at have udrettet noget og efter selv at have sagt op.

Til gengæld er hun nu kommet med det mest opsigtsvækkende udspil til et fremtidigt Mediedanmark i mands minde. Regeringens nye mediepolitik ligner et længe planlagt værdipolitisk angreb.

Det er som bekendt først og fremmest et angreb på Danmarks Radio, hvis hidtil uindtagelige borg kan løbes over ende, fordi den svækket af egen arrogance står rømmet af gamle forbundsfæller og forsvarere.

En nedskæring af DR skyldes således hverken popularitetssyge, hestetransport, eller absurd høje aftrædelser til chefer, der selv har sagt op. Det gør blot besparelsen bekvem at gennemføre.

Nedskæringen er derimod noget så gammeldags som ideologisk.

DR er det eneste sted, landets nuværende borgerlige regering er i stand til at føre markant borgerlig politik: Mindre stat, mere liberalisme.

I tilgift kan alle borgerlige værdikrigere, der hidtil har rendt rundt med gummisværd i dansk politiks værdikrigs-rollespil trække syngende blankt over for, hvad man i årevis har opfattet som en modstander.

Udspillet melder tillige om en voldsom nedskæring på Radio24Syv.

Lur mig, om ikke man her slår en hund over snuden, fordi den har det med at gø for højlydt ad en. Er det tilfældigt, at stationen, der har genopvakt kritisk radio og ikke mindst den politiske satires bid med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Den Korte Radioavis står til at skulle spare 33 procent?

Taleradioen leverer ellers mere radio for langt færre penge end sin direkte konkurrent P1.

Oven i dette er Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, så kommet løbende med krav om, at Radio24Syv skal flyttes til provinsen. Hvormed man må spørge, om Dansk Folkeparti overhovedet har en seriøs mediepolitik. Eller foretrækker DF bare at allokere så mange mediemidler som muligt til egnsudviklingsstøtte?

Endelig er der den nye, stærkt øgede public service pulje.

Her synes de borgerlige politikeres nyerhvervede glæde ved at bøje armslængden og fremføre en politisk fuckfinger samt afholde lydighedseksamen at have lige lovlig god plads.

Aldrig har så mange politikere ment så meget om, hvad medier skal bringe som i det seneste år. Det er bagtæppet for udspillet.

Mange af besparelserne i medieudspillet er såmænd på sin plads. Særligt nedskæringen i Danmarks Radio.

Det er regeringens og Dansk Folkepartis motiver, der kan anfægtes.

Kulturministeren siger, hun vil ’sikre en bedre balancen mellem den ældre og yngre generations medieforbrug. Mellem statsejede og private medier. Mellem gamle og nye medier. Og mellem landsdækkende og regionale/lokale medier.

Hvad Mette Bock ikke siger, er, at går en smule uafhængighed fløjten her og der - spildes der lidt kritisk mediemasse - så ser hun og den borgerlige regering det ikke som et tab.

Så ser de det tydeligvis som en sejr, hvilket er det egentlig bekymrende.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen