Vi har gjort det igen. Vi har været klogere end vores politikere. En særlig dansk disciplin, når det gælder EU, kan man sige.

Det er muligvis gået hen over hovedet på de fleste. Men for godt et år siden stemte vi danskere som bekendt ’nej’ til at ophæve det danske retsforbehold i EU.

Vi blev ellers grundigt advaret mod dette.

Det markante flertal af ja-partier spåede i så fald vores lille nation stor fortabelse. Ikke mindst fordi vi så ikke længere kunne politi-samarbejde med Europol. Enkelte husker måske Socialdemokraternes kampagne: En plakat med en lille pige med rottehaler og teksten: ’Hjælp politiet med optrevle pædofile netværk. Stem ja.’

Et ’nej’ var åbenbart lig at lade seksuelle overgreb på små piger løbe amok. Og Dansk Folkeparti og Enhedslistens snak om, at Danmark nok kunne få en parallelaftale med fortsat politisamarbejde i tilfælde af ’nej’, var lig provinsiel naivisme.

Og skulle en særaftale endelig mod alle odds lykkes, ville det tage alt for mange år at få på plads, hed det.

’EU-Parlamentet siger ja til dansk særaftale med Europol,’ lyder en overskrift i toppen af EB.dk, mens dette skrives.

Radio24syv har dertil undersøgt særaftalen og konstaterer, at stort set alt angående Danmark og Europol åbenbart er det samme som før. 

Men igen, det kommer ikke bag på ret mange af os. Det er et kendt fænomen: Folkevalgte i EU-forbøn hos et folk, der nægter dem nåde, fordi folket ved bedre.

Danskernes ’nej’ til euroen har eksempelvis været en af de klogeste finanspolitiske beslutninger i de seneste årtier.

Længe før Brexit var dansk EU-skepsis udbredt af de samme grunde, som fik briterne til at melde sig helt ud. Unionen fungerer ikke. Den europæiske orden er blevet kaos. Først skabt af euroen. Derefter af Schengen, der har skylden for migrantkrisen.

Det forbløffende ved reaktionerne på ’brexit’ har været, at EU-tilhængerne, de EU-troende, eurokraterne osv. er uforstående over for de britiske vælgeres beslutning.

I over 40 år har man ellers talt om ’det demokratiske underskud i EU’. Selv tilhængere har anerkendt størrelsen og medgivet: ’Det er sandt, ja, vi skal også have gjort noget ved det demokratiske underskud.’

Men da ’det demokratiske underskud’ stemplede ind, så Unionens kontinental-plade rykkede sig, og væggene i ’Djøf-katedralen’ i Bruxelles gav sig, blev det ikke anerkendt, som et sådan.

Når briterne stemte 'nej', skyldtes det ikke, at der er noget galt med EU. Næh, nej, ’Leave’ flertallet var derimod forårsaget af, at man ’ikke har fortalt EU’ på den rigtige måde, lød det. En særlig EU-arrogance, om man vil.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller blev torsdag i Berlingske spurgt, hvad der er Danmarks største problem i 2017. Og det er, at ’EU er ved at gå i opløsning’, sagde den tidligere konservative formand. Det er i EU de store problemer skal løses, som han påpegede. Hvorefter spørgsmålet lød:

’Størstedelen af partierne i Folketinget – særligt de største – er store EU-tilhængere. Hvorfor er det ikke nok?

’Jo, men vi gør det jo ikke på en måde, hvor vi fortæller, hvad det egentlig er for et EU, vi vil have. Og hvorfor EU er nødvendigt. Det, synes jeg ikke rigtig, man får fortalt,’ lød det fra Per Stig Møller i interviewet.

Måske skulle Per Stig Møller, De Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne, Venstre og EU holde inde med at tale og begynde at lytte. Man kunne således i EU holde op med på halvtredsindstyvende år at ignorere beklagelserne fra ’det demokratiske underskud’.

Det er ret beset aldrig faldet eurokrater ind, at deres romance med Den Europæiske Union føles som et overgreb i modtagerenden. Som et kup, der har forgrebet sig på demokratiet og dermed råderetten over eget land og liv hos borgerne.

Men når borgerne råber  ’stop’ og kræver deres land tilbage, bliver de læst og påskrevet, at de er naive, nationalister, fremmedhadere eller måske ligefrem fascister, at de er en del af en farlig højrebølge på kontinentet.

Med andre ord: Først forgriber man sig på borgerne, derpå kalder man dem for politisk uterlige, når de gør modstand.

Først truer man med fortabelse, derpå undrer man sig over, at den udeblevne undergang sætter sig i vælgerskaren som en trods mod den arrogance, hvormed vælgerskaren er blevet forsøgt manipuleret.

Nå, man i Danmark har vi faktisk et sundt og skeptisk forhold til EU.

Eller rettere: Danske vælgere har. Vi er ikke imod EU, vi er bare ikke for  endnu mere union, blev der sagt.