Ingen kan lide turister - heller ikke turister

'Når man selv er turist, skyr man dem særlig meget. ’Der var helt fantastisk, hvor vi var. Der var næsten ingen turister,’ lyder det.
Vi vil være alene, men ender oftest, hvor andre er.' POLFOTO
'Når man selv er turist, skyr man dem særlig meget. ’Der var helt fantastisk, hvor vi var. Der var næsten ingen turister,’ lyder det. Vi vil være alene, men ender oftest, hvor andre er.' POLFOTO

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Vi bør holde ferie på en ny måde, siger Verdensnaturfonden. Eksempelvis ved at blive hjemme.

Jeg er enig.

Ikke blot bør man undgå at fyre en overdrevet CO2-kvote af på at drøne planeten rundt for at se den, inden den angiveligt smelter bort, da vi jo har for vane at drøne planeten rundt for at…(gentag selv)…Men jeg har dertil aldrig været tilhænger af eksotiske eller eksklusive turistmål.

’Se det smukke Taj Mahal’. Okay, jeg ser det, og hvad så nu?

For nylig gik et billede af bjergbestigere, der stod i kø for at nå toppen af Mount Everest, verden rundt. De stod opmarcheret, som var der tale om brandudsalg i Elgiganten. Hvis nogen tror, at en af de mest eksklusive rejser, man kan foretage sig, er at begive sig op på toppen af verdens højeste bjerg, har det 20. århundrede lige ringet og bedt om at få leveret sin uskyld tilbage. 

Det eksotiske eller eksklusive er imidlertid altid målet. Hvis ikke Taj Mahal eller Mount Everest så et lille, udsøgt sted for enden af en undselig bivej, feriebilen til sidst vugger sig frem til. Dér ligger stedet helt uden en eneste gentagelse af det feriegods, der plejer at synke ufordøjet ned i hukommelsens dynd, såsom forbifarende el-master, nøgne marker og lastvognstog med trafiktilsmudsede logoer. Et sted så autentisk og uberørt, at man er den første til at tage billeder af det. Et sted, der bare ligger og venter på at byde lige præcis en selv velkommen. Og derpå bringe en til feriehvile i en yndig stemning af oprindelighed og lokal imødekommenhed så varm, at den kan forveksles med livslangt venskab i stedet for et kundeforhold.

Sandheden er bare, at ingen kan lide turister.

En del folk, der lever af turister, hader dem ligefrem. Og er ens land eller man selv genstand for deres interesse, kan de drive en hjem bag låste døre. Med deres distræte adfærd på udlejningscyklen, overdrevne selvtillid på løbehjulet og fumlegængeri på fortovene. Den ultimative godtgørelse er, at når man selv er turist, skyr man dem særlig meget. ’Der var helt fantastisk, hvor vi var. Der var næsten ingen turister,’ lyder det.

Vi vil være alene, men ender oftest, hvor andre er. Vi kan lide eksotiske, paradisiske eller autentiske rejsemål, der ikke har været genstand for flokke af åndsfraværende, selfie-fotograferende og nedtrampende horder af folk som os selv. Vi gider ikke folk som os. Nærede nogen af os ved begyndelsen af vores ferie en romantisk forestilling om at rejse bort for derpå at vende hjem som et nyt menneske, kan man på de sociale medier forvisse sig om, at alle de andre på deres eksklusive ferie har indtaget de samme drinks, den samme mad og en lignende udsigt.

Så er New York pludselig det nye Kreta. Man står en aften i lyshavet på Times Square og forsøger at indånde et internationalt sus langt fra sin egen provinsialismes dagligdag, og en fynsk dialekt lyder pludselig: - I skal tættere sammen, hvis I alle sammen vil med på billedet. Eller man går rundt i Harlem, og en nervøs kvindestemme i et fodgængerfelt siger: ’Jeg tror altså ikke, det er den vej, Henning.’

Al vores feriestræben efter det unikke ender - netop som vi bilder os ind at være nået frem – som det modsatte. Som det uoriginale, som normalen, som almindeligheden.

Det er således ingen dårlig idé at blive hjemme.

Verdensnaturfonden opfordrer eksempelvis på deres facebookside til, at man drager på safari i den danske natur.

- Vi har masser af vilde dyr og planter, siger biolog hos Verdensnaturfonden Thor Hjartsen til DR.dk: - Prøv at lægge jer på maven i græsset og kig på, hvad der kommer vandrende forbi af insekter, biller og myrer. Så bare det at fokusere på noget småt i naturen kan give meget store oplevelser, siger Thor Hjartsen.

Det er muligt biologens iver efter at fremstille parcelhusplænen som et lokalt svar på Serengeti-sletten er en anelse oversolgt. Men det er Serengeti-sletten også. Her er en af de mest almindelige dødsårsager blandt dyrene efter sigende trafikdrab. Og skal det alt sammen – Verdensnaturfonden, turismen, den tiltagende kulturelle regnskovsrydning samt ferieverden som sådan - summeres op, så hører jeg, hvad ham Thor Hjartsen siger.

Jeg hører det som en påmindelse om det gode, gamle danske ord: ’Så slap dog af for helvede.’

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
20 kommentarer
Vis kommentarer