Ingen vil demonstrere til fordel for DR - tværtimod

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Kampen er forbi. Danmarks Radio har tabt. Resultatet står på scoringstavlen:

20-0, om man vil.

Der er meget bemærke i denne anledning. Og mange i kultureliten har naturligvis omfattende bekymringer. Men en ting er væsentlig at fastslå:

Folk kommer ikke til at stille på Christiansborg Slotsplads med fakler og afsyngning af ’Kringsat af fjender’ på DR’s vegne. Alt tyder på, at den borgerlige regering og Dansk Folkeparti med en historisk beskæring af Danmarks Radio er i sync med et flertal i befolkningen.

Der skæres 20 procent i DR over de næste fem år. Det står ikke til forhandling. Ønsker andre partier (læs: Socialdemokratiet) er bredt medieforlig, skal de nikke ja til skære en femtedel af DR for overhovedet at få lov at træde ind i forhandlingslokalet.

Det er så her, jeg ikke kan dy mig for at skrive; ’som jeg tidligere har skrevet om medieforliget og DR (i august)’:

’Her er, hvad der vil ske:

Licensen lægges om til almindelig skat. DR beskæres med op til 25 procent. Nedskæringen fremstilles som en samlet skattelettelse (Anders-man-kan-vinde-ministerbiler-og-tabe-sin-sjæl-Samuelsen lyntweetede fredag om den store sejr, et funktionærpar scorer åbenbart 166 kroner om året, red). Og alle borgerlige værdipolitikere danser kædedans gennem medierne.’

Ovenstående var ikke nogen vanskelig forudsigelse.

Vi har som bekendt haft årtiers opflammede forsvar for DR som den demokratiske mekanismes drivhjul. For DR som selve nationens sammenhængskraft.

Det seneste år har det bare været en fiktion for de fleste licensbetalere. Samtidig har DR’s ledelse opført sig som en slags adel, der virkelighedsfjernt går rundt i de øverste gemakker i slottet på Amager og beklager bønders mangel på forståelse for kultur.

Transporten af korrespondent Johannes Langkildes kones hest godtgjorde dertil, at selvforståelse på DR ikke lige frem er opstaldet sammen med ydmygheden. De monstrøse og uberettigede aftrædelser til ledere, der selv siger op, blotlagde derpå, at troede man, den om hesten var en sjov anekdote, anede man ikke hestehistoriens virkelige vidnesbyrd om DR’s arrogance.

DR’s hidtil nærmest uindtagelige borg har længe stået med porten på vid gab og den indre gård forladt af forsvarere.

DR kunne umuligt nok engang gå fri af besparelser.

Mens andre statsinstitutioner blev pålagt krav om årlige reduktioner, fik Danmarks Radio øgede bevillinger. Endda i et omfang, så bestyrelsesformand Michael Christiansen i sidste måned kom til at sige, at DR såmænd godt kunne spare 12,5 procent.

Men ’too little too late’, som englænderne siger.

Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvilken indflydelse det får på dansksproget medieindhold. Et anliggende de borgerlige politikere hævder står dem nær. Man kan fremhæve uomgængelige DR-kvaliteter som B&U og DR-drama og ængstes, om de nu lider skade.

Men man kan ikke – og bør ikke -  betvivle det folkelige mandat til at påføre Danmarks Radio institutionens første store nederlag.

Spørg eksempelvis ude i velfærdssamfundets omsorgsland. Sosu-assistenter, lærere, pædagoger med flere vil kunne bekræfte følgende:

Besparelser var noget vi gav hinanden, længe før de nåede DR.   

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
52 kommentarer
Vis kommentarer