Jo, vi skylder hende

Sidste år forsøgte Ekstra Bladet at få svar fra Alexandra vedrørende apanagen

Det må være danmarkshistoriens længste skilsmisse. Helt billig har den såmænd heller ikke været.

Men grevinde Alexandra, der engang var prins Joachims prinsesse, frasiger sig nu sin apanage - sin livsvarige ydelse - fra år 2020.

Her fylder hendes og Joachims yngste, prins Felix, 18 år. Og da hovedgrunden til at tildele Alexandra 2,4 mio. kr. om året er hendes forsørgerpligt over for prinser, giver det formel mening.

Man aner, at grevinden er tilskyndet af en voksende opinion mod sig. At beslutningen er et forsøg på at imødegå forargelse over, at hun har en lige lovlig høj overførselsindkomst for en indvandrer.

Men den egentlige historie om Alexandra er følgende: Hun endte i et guldbur i Danmark, men det var som gidsel i det kongelige teaters kamp for at opretholde facaden.

Alexandra udgjorde således et år nul.

Skilsmissen i 2004 fra prins Joachim var begyndelsen på historien om det danske monarki i andet end feststunder. En historie om et kongehus, der i offentligheden ikke kun byder på raslende silke, karetkørsel og lykkelige slutninger.

I dag har alle glemt, at Alexandra fra begyndelsen lignede præcis den medicin, der skulle til for at revitalisere et aldrende kongehus med mildest talt formummede prinser. Hendes enestående evne til at være afslappet i stive omgivelser var ny. Ikke mindst i et hus, der havde tradition for at optræde omvendt. Prinsesse Alexandra blev prinsesse uden mere af riget end det, hun selv var i stand til gennem sin optræden at kræve hævd på.

Men det var også en del til at begynde med. Dagen efter offentliggørelsen af skilsmissen ’vandt’  Alexandra i en Gallup-måling over prins Joachim med 78-2 i repræsentationsevne.

I dag synes Alexandra at have fået tildelt den stik modsatrettede plads i det folkelige kridthus. Som er hun en lidt for dyr souvenir, der var uundværlig under hjembringelsen, men er falmet siden og nu ikke længere beundres af nogen.

Men hvad havde danskerne egentlig forestillet sig? At prinsesser er nogle, man bare bruger og smider væk?

Grevinde Alexandras læsning af ovenstående er således klog. Den er tillige kongehuset og alle danske kongehus-tilhængere nådig. Uanset deres svig og selvmodsigende ofring af Alexandra lader hun reelt sidstnævnte få ret. Mod til gengæld selv at få fred.

Og en tjenestemandspension når tiden kommer, synes i dette lys en mindelig løsning på danmarkshistoriens længste skilsmisse.

Mange vil forarget gentage, at Alexandra skylder vi danskere ikke noget. Men selv en republikaner kan se, at det gør vi, så længe vi har et kongehus.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen