Kvinden, der tog nederlaget på sig

'May har været den mest udskældte og pryglede premierminister i nyere historie. Endda i en grad så man kunne forledes til at tro, at med hendes afgang må de britiske øer gå mod en lysere fremtid.
Det er formentlig ikke tilfældet.' Foto: Hannah Mckay
'May har været den mest udskældte og pryglede premierminister i nyere historie. Endda i en grad så man kunne forledes til at tro, at med hendes afgang må de britiske øer gå mod en lysere fremtid. Det er formentlig ikke tilfældet.' Foto: Hannah Mckay

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Så gik Theresa May grædende sin vej. Og opstod der en medfølelse i britiske medier og endda blandt brexit-tilhængere ved at overvære hendes nedbrudte farvel, er det hykleri.

May har været den mest udskældte og pryglede premierminister i nyere historie. Endda i en grad så man kunne forledes til at tro, at med hendes afgang må de britiske øer gå mod en lysere fremtid.
Det er formentlig ikke tilfældet. Theresa May var således premierminister med den absolutte topprioritet at bringe nationen hel og sikker ud af Den Europæiske Union, fordi alternativet ville være værre.

Brexit lå foran det konservative partis fødder som det, der på jævnt dansk hedder en stor lort. Leder David Cameron gik i 2016 af som manden, der ville fikse en bedre EU-deal, men endte med flertallets krav om udmeldelse. Flere konservative optrådte fornærmede og ynkelige som reaktion på de første møder med et kontant afregnende EU.

Nogle skulle imidlertid samle lorten op. Theresa May tog det på sig. Derefter gav stort set alle i Storbritannien sig kort efter til at tale om, at hun lugtede. Deri bestod hykleriet.

De fleste har glemt det. Men Theresa May ønskede at forblive i EU. Man kan spørge, hvorfor i alverden hun har ladet sig rive midt over mellem hån, spot og latterliggørelse derhjemme og ydmygelserne i Bruxelles i et forsøg på at få brexit på plads. Man kan også vælge at være mere venligt stemt.

Man kan antage, at Theresa May - modsat mange i sit parti - var i besiddelse af pligtfølelse og anstændighed. At hun taler sandt, når hendes afskedsord er, at politikere - selv mod egen overbevisning - må respektere folkets ønsker, og at det har været hende en ’ære at tjene det land, hun elsker.’

Historien om Mays fortvivlede og forgæves kamp er således en af de særeste længe i politik. Den ydmygede og grædende politiker, der forlader Downing Street 10, tager ikke problemerne med sig. Tværtimod. Hendes parti står stadig splittet, landet fortsat sønderrevet.

Det nederlag, der tegner Theresa Mays nedbøjede figur mod udgangen, efterlades som en narrehat på knagerækken inde i vindfanget til premierministerboligen. Og Mays afløser – formentlig den brexit-begejstrede Boris Johnson - vil iført denne blive tvunget til at gå den selvsamme tunge nederlags-gang med mellem Bruxelles og det britiske parlament.

Theresa May har efter tre vanvittige år tabt premierministerposten. Men nederlaget er i virkeligheden hele Storbritanniens. Det eneste gode, der er kommet ud af brexit, er, at folk i andre EU-lande kan se, at Storbritannien og Theresa Mays vej ikke fører til lykken.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
21 kommentarer
Vis kommentarer