Løgn og bedrag i medieverdenen

Pio Pio redigeres ikke af Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsen altid hævdet. Nu stiller Pio Pio's chefredaktør op for S, men fortsætter til valget, fordi han sagtens kan dække  politik helt uafhængigt. Foto: Lars Krabbe
Pio Pio redigeres ikke af Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsen altid hævdet. Nu stiller Pio Pio's chefredaktør op for S, men fortsætter til valget, fordi han sagtens kan dække politik helt uafhængigt. Foto: Lars Krabbe

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

I Socialdemokratiet har man åbenbart samme forhold til ’uafhængighed’, som man har i Danske Bank.

Tidligere på året skrev socialdemokraten Henrik Sass Larsen i en bog, at medier, der lyver og bedrager, skal straffes med bøde.

Jamen, så lad socialdemokraterne være de første til at betale, kan jeg så nu svare.

Chefredaktør for netmediet Pio Pio, Jens Jonathan Steen, stiller op for Socialdemokratiet ved det kommende Folketingsvalg, meddeles det. Det er bemærkelsesværdigt. Da både Steen og stiftere af mediet som Henrik Sass Larsen hidtil hårdnakket har afvist, at Pio Pio er et rent socialdemokratisk organ.

Pio Pio’s bestyrelse hævder endda, at chefredaktøren sagtens kan blive siddende frem til valgdagen, uden at det går ud over en sober, uafhængig og tilstræbt objektiv dækning af politik.

Og hvor er det så lige, man kender denne tilgang til et ’uafhængigt’ medievirke fra, vil nogen måske spørge. 

Men lad os ikke fortabe os i socialismens mørke annaler med partiaviser og apparatjiks. Rent pædagogisk er det klogeste nok at spejle socialdemokraterne og ’pionisternes’ vildfarelse ved at holde Danske Bank op foran dem.

Læs her en kort spørgsmål-svar-sekvens mellem Berlingske og Pio Pio’s ’nyudsprungne’ socialdemokratiske chefredaktør.

Kan du selv fortsat skrive om Socialdemokratiet?

’Ja, selvfølgelig kan jeg det.’

Er det så uafhængigt?

’Selvfølgelig er det det,’ svarer chefredaktøren.

Danske Bank mente som bekendt også, at den i forbindelse med hvidvask-skandalen var i stand til at forholde sig kritisk til sig selv.

Men det er naturligvis løgn. Jens Jonathan Steen og Pio Pio er ikke uafhængige. Det er sågar en fornærmelse mod alle, at han på denne vis forsøger at lyve. Pio Pio modtager 355.000 mediestøttekroner i en hævd på ikke at være et simpelt propagandaforetagende.

Chefredaktøren vil faktisk øge sin troværdighed ved at sige, at han heller ikke var uafhængig før. For der var han jo også socialdemokrat. Problemet er bare, at det har både han og Sass Larsen som sagt hævdet, ikke havde indflydelse på noget. Og vi andre vidste udmærket, at de begge løj.

Så vi kan regne os frem til, at der er tale om to løgne. Eller en gentagelse af det samme bedrag, om man vil.

Jens Jonathan Steen kan i Henrik Sass Larsens medievirkelighed passende betale den første mediebøde for bedraget. Eller endnu mere passende: Jens Jonathan Steen kan betale halvdelen, og Sass Larsen kan betale den anden halvdel. Eller de kan betale en fuld bøde hver.

Jeg skal ikke blande mig i fordelingen. Sass Larsen ved det vel bedst selv, det er hans bødesystem. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
16 kommentarer
Vis kommentarer