Midt i hvidvask-skandale: Professor hylder Danske Bank

Danske Banks bestyrelsesformand, Olle Andersen, og direktør, Thomas Borgen er 'særdeles kapable', hævder CBS-professor, mens de fleste andre spørger sig selv, hvornår de to herrer er færdige i banken. FOTO: Jacob Erbahn
Danske Banks bestyrelsesformand, Olle Andersen, og direktør, Thomas Borgen er 'særdeles kapable', hævder CBS-professor, mens de fleste andre spørger sig selv, hvornår de to herrer er færdige i banken. FOTO: Jacob Erbahn

Vantro konstaterer man: '1000 milliarder!'

Men der er ingen grund til ophidselse. Det hævder en professor. Skandalen om hvidvaskning i Danske Bank er mediernes skyld. Der er tale om journalister, ’der hidser hinanden op.’

Det påstod professor Steen Thomsen fra Copenhagen Business School i en kronik i Børsen mandag:

’Der er noget uhyggeligt og selvforstærkende ved den slags mediesager, hvor kritikerne flokkes om at slå på dem, der ligger ned,’ skrev professoren, der åbenbart også besidder opstigsvækkende insider-viden. Han konkluderer frejdigt følgende om hvidvaskningen:

’Det er en fejl, men det er ikke nogen forbrydelse.’

Det er så her, jeg tænker, at skal vi ikke lade bagmandspolitiet, estiske myndigheder samt andre uafhængige undersøgere og eventuelt en domstol eller to afgøre det sidste?

Allerede dagen efter professorens hvidvaskning af hvidvaskningen, om man vil, voksede sagen ironisk nok til en størrelse, der gør den til den mest omfattende, man endnu har kendt til i Europa. Her var det tophistorie i den velrenommerede erhvervsavis, Financial Times, at Danske Bank har hvidvasket for langt flere milliarder end de mindst 53 milliarder kroner, som hidtil antaget.

Alene i 2013 løb 192 milliarder gennem Danske Banks afdeling fra udenlandske kunder. Afsløringen stammer fra en rapport udført af konsulentfirmaet Promontory Financial, der har undersøgt problemerne i Danske Banks estiske filial. Og nyheden løb verden rundt, som man siger.

Og fredag er sagen så om muligt løbet endnu mere amok. Danske Banks interne undersøgelse af hvidvask-skandalen gransker transaktioner for op imod abnorme 1000 milliarder kroner. Nyheden står at læse i amerikanske Wall Street Journal, som citerer anonyme kilder for oplysningen.

Ifølge Wall Street Journal har den interne undersøgelse af hvidvask-skandalen i banken fundet frem til, at omkring 150 mia. dollar (962 mia. kr.) er løbet gennem den estiske filial i perioden fra 2007-2015. Ikke alle pengene er nødvendigvis hvidvaskning, skal det dog tilføjes.

Men dermed er hvidvaskningen ikke længere ’bare’ en skandale for Danske Bank i særdeleshed. Den belaster også Danmark i almindelighed.

Det bemærkes nu i internationale finanskredse, at det tilsyneladende er gængs erhvervskultur i Danmark at være med til at assistere forbryderiske venner af autokratier i det gamle Østeuropa i at franarre hele befolkninger gigantiske pengebeløb.

Men at fremhæve den slags sammenhænge er ’at slå på dem, der ligger ned,’ ifølge den øverste autoritet på Copenhagen Business School.

Professor Steen Thomsen mener tværtimod, man bør hylde Danske Bank. Dens ’ledelse anses for særdeles kapabel og har været med til at skabe en turnaround, der gjorde Danske Bank i stand til at lægge finanskrisens nærdødsoplevelse bag sig,’ skriver han.

Kan nogen forklare professoren, at Danske Bank sådan set selv spekulerede sig døden nær og blev reddet fra ’finanskrisens nærdødsoplevelse’ af den danske befolkning med diverse bankpakker?

Jeg vil - med fare for at blive beskyldt for at hidse mig op - gerne konkludere to ting:

For det første bør professor Steen Thomsens private forbindelser til Danske Bank undersøges. For det andet bør Copenhagen Business School kigge på, hvad professorens undervisning egentlig går ud på.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen