Når jeg hører ordet ghetto...

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Jeg ser, at Danmarks nye boligminister, Kaare Dybvad, ikke længere vil bruge ordet ghetto om udsatte boligområder. Hvilket har udløst en symfoni af ros og hjerte-emojis fra det, der populært benævnes ’politiken-segmentet’.

Ghetto er et udskammende begreb, hedder det. Folk tænker den jødiske ghetto i Warszawa eller bandekontrollerede kvarterer i USA, når de hører ordet, siger boligministeren. Sprog skaber virkelighed og dem, der er ’nede’, skal tales op.

Det kan alt sammen være sandt nok. I teorien, vel at mærke.

Men inden man samles for at lave bølgen over, at tyve års symbolpolitisk værdikrig fra Dansk Folkeparti hermed pakkes bort, må en advarsel være på sin plads.

Virkeligheden bliver ikke anden, fordi man benævner den på en ny måde.

En ' serviceassistent' er stadig 'kassedame'. En ' business controller' er fortsat en bogholder. En ’renovationsassistent’ er en skraldemand. ’Fængselsbetjent’ er blevet til ’enhedsfunktionær’. Og skulle nogen af alle disse gå hen og miste arbejdet, vil det måske hedde ’fritstillet som følge af en omstrukturering i organisationen’. Men de er stadig blevet fyret.

Sproget må imidlertid ikke røbe en virkelighed, der ikke passer med eksempelvis politikeres, myndigheders eller arbejdsgiveres ønske om, hvordan verden ideelt set bør tage sig ud.

Man må gerne glædes over skrivebords-afskaffelsen af ’ghetto’. Men måske er det værd at erindre, hvor den sprogligt ligefremme facon i dansk udlændinge- og integrationspolitik oprindeligt fandt sin nødvendighed.

Det gjorde den i det svigt, der i 80’erne og 90’erne benægtede, at store dele af indvandrer-massen bygger parallelsamfund. Og at disse samfund kræver, at deres kulturelle eller religiøse dogmer skal gælde uden for deres egen privatsfære eller hellige steder. Hvormed de ikke beder om vores respekt, men om vores underkastelse.

Tidlige protester mod dette – lad mig fremhæve Dansk Folkepartis ideologiske gudfader Søren Krarup – fik netop at vide, at den var helt gal med sproget. Krarup skulle holde ’den gode tone’. Selv under Muhammedsagen gik man – eksempelvis med et intellektuelt og moralsk svigt fra daværende chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden – til angreb på sprogbrugen hos kritikere af parallelsamfundene. Som var dette sagens egentlige kerne og problem.

Det særlige segment marineret i forestillingen om mangfoldighedens lyksalighed nåede vel først en egentlig tvivl om, hvorvidt det handler om sproget, da digteren Yahya Hassan dukkede op og gav ghettoen en overhaling, der hverken kunne afvises eller matches.

Når jeg selv hører ordet ghetto, er ovenstående, hvad jeg tænker. Ikke Warszawa, South Central, Harlem eller Chicago, som boligministeren angiver. Slår jeg dertil ordet op, kan jeg læse følgende (Wikipedia): ’En ghetto er en (ofte fattig og isoleret) bydel med en ensartet befolkning, typisk med en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse.’

Der findes ghettoer i Danmark. Det er sikkert og vist.

Men der findes tillige folk, der tror på, at ting man ikke bryder sig om, hvad enten det drejer sig om parallelsamfund, arbejde, handicaps eller fyresedler, kan forandres med sproget som sminke. 

Jeg tror faktisk ikke, boligminister Kaare Dybvad er en af disse. Han ved godt, at han ikke kan manicurere sig ud af problemerne. Men det kan han jo vise ved at nuancere sit udsagn.

Personligt vil jeg bare gerne undgå at vende tilbage til ’den gode tone’.  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
232 kommentarer
Vis kommentarer