Ønsker de overhovedet at være danske i Rungsted?

Rungsted Gymnasium. Foto: Mogens Flindt
Rungsted Gymnasium. Foto: Mogens Flindt

Netop hjemvendt fra ferie forstår jeg, at et fornedrende kvindesyn igen viser sig i ghettoen.

Vi taler systematisk undertrykkelse. Tilsat seksuel ydmygelse.

Det burde ikke komme bag på en, men der er åbenbart ingen grænser for et sygt patriarkats selvhævd ved at udøve kontrol over det modsatte køn.

Sådan er det i parallelsamfundet.

Og jeg tænkte da også det, man plejer at tænke, når man hører om en gammeltestamentlig mandsverden, der kuer og knægter kvinden:

Ønsker de overhovedet at være danske i Rungsted?

Det forekommer mig ikke at være dansk kultur, hvad 15-årige Anja Leighton og andre nye gymnasiepiger fra Rungsted Gymnasium blev udsat for til såkaldt ’puttemiddag’.

Pige efter pige – alle nystartede i 1. G’ere – blev ført frem foran ældre drengeelever. Derefter blev de afkrævet grænseoverskridende seksuelt ydmygende handlinger. Eksempelvis at dyste om, hvor langt de kunne få en agurk ned i halsen. Eller slikke flødeskum fra en drengs nøgne overkrop og hive en limebåd ud af munden på ham.

Pigerne skulle beværte drengene efter drengenes forgodtbefindende.

Sådan er det i parallelsamfundet i Rungsted. Og som i andre sammenlignelige parallelsamfund dikterer det mandlige køn en streng dresscode for det kvindelige køn. Eksempelvis hvid skjorte, sort nederdel, og rødt undertøj. En kvinde kan ikke klæde sig frit og efter eget ønske.

Det siger sig selv, at afvisning af ovenstående ritualer og orden, er forbundet med alvorlig straf for pigen/kvinden, der formaster sig til at gå op imod undertrykkelsen. Vi taler udstødelse. Hvilket vidner om Anja Leightons beundringsværdige mod. Hun valgte selv at forlade parallelsamfundet for et par år siden og beretter nu om dets undertrykkelse, som hun gjorde i BT forleden.

Men hvad gør man ved et parallelsamfund, hvor et patriarkat med rigide regler knægter kvinder, forlanger underdanighed og kræver, at de skal bære en bestemt klædedragt?

Vi har været der før. Vi kender Christiansborgs svar: Der skal indføres særlove. Der er tale om en kultur, der er så udansk, at vi simpelthen er nødsaget til at ty til undtagelsestilstand, vil ræsonnementet lyde.

Personligt synes jeg ikke, det er noget, vi har haft specielt gode erfaringer med. Jeg tror heller ikke, at Rungsted vil forstå eller efterleve eksempelvis forbud mod nederdele og rødt undertøj. Det bliver dertil svært at håndhæve for ordensmagten.

Vi taler desuden om et kvindesyn udviklet og opdyrket gennem hundreder af år. Tilmed knæsat i et parallelsamfund, hvis samfundsklasse råder over stor kulturel, politisk, social såvel som reel kapital. Og vi taler om gymnasiedrenge, der i sig selv må betragtes som ofre, ja, ligefrem hjernevaskede.

Sådan har far tilsyneladende lært sønnike, at man har ret til at gøre.

Far har dikteret: Der er muligvis andre værdier i resten af Danmark, min dreng. Noget med ligeværdighed og den slags. Men ikke i vores kultur. Her har alle ret til fest, lir’, et fedt køkken og en trofækone til at stå i det.  

Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad vi skal stille op for at nedbryde dette parallelsamfund. Fordi det er så indgroet og modstandsdygtigt. De ser en kernedansk værdi som ligestilling som et angreb på deres dogmer.

Måske kunne man forlange, at de i Rungsted og omegn består en slags eksamen i danske værdier, hvis de vil beholde deres statsborgerskab? Men det lyder også så vildt igen. Og det vil nok heller ikke hjælpe.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen