Ryd nu op på dit værelse

'Jeg har ikke læst Jonas Eikas noveller. Han er forhåbentlig bedre til fiktion end fakta.'  Foto: Ritzau/Scanpix
'Jeg har ikke læst Jonas Eikas noveller. Han er forhåbentlig bedre til fiktion end fakta.' Foto: Ritzau/Scanpix

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Døren gik op til værdikampens ungdomsværelse i denne uge. ’Statsracister,’ blev der råbt: ’ I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme,’ lød det. 

Det føltes forfriskende. Ikke fordi den unge forfatter, Jonas Eika, med sin takketale for Nordisk Råds Litteraturpris havde ret. Det er bare længe siden, vi på så bemærkelsesværdig vis har hørt fra kulturens klagekammer.

Eikas tale var en påmindelse om, at der fortsat findes krigere i kultur- og værdikampen, der ikke er for smålige til at modtage 350.000 gavekroner og samtidig hævde, de lever i et fornæret, ekskluderende og umenneskeligt samfund.

Det ville i og for sig alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke man havde fornemmelsen af, at Eika repræsenterer en samfundsanalyse, der forbløffende nok fortsat er udbredt.

Der findes en forestilling om kunstnere som de gode mennesker. Som ægte mennesker, hvis følsomhed gør dem til sandsigere i etiske og moralske dilemmaer. Eksempelvis når man står med asylsøgere. Forestillingen er ikke overraskende tydelig i segmenter, der ser kunstens udbredelse og indflydelse som en viser for, om der er godt vejr på demokratibarometret.

Vi kan kalde det Carsten Jensen-skolen. Opkaldt efter forfatteren, der i årevis har anvendt samme kritiske metode, som Jonas Eika gør. Man dæmoniserer fjenden: ’Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker’, eksempelvis.

Således dehumaniserer man modparten for i samme åndedrag at lade sin egen godhed være underforstået. Som når Jonas Eika i sin tale siger: ’Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed.’

Bekvemt nævner Eika ikke et ord om islamisme, om terror, om fundamentalisme, om bandekrig, om parallelsamfund i de nordiske nationalstater, hvorfra demokrati og lov og orden bekriges med vold og død, og hvor fejlslagen integration tilsyneladende er et spørgsmål om ’den hvide majoritets’ diskrimination af en brun minoritet.

Jeg har ikke læst Jonas Eikas noveller. Han er forhåbentlig bedre til fiktion end fakta. En analyse af de nordiske velfærdsstater, der beror på, at deres hvide opfindere og beboere er koloniale brutalis’er, der undertrykker tilrejsende, fredselskende muslimer, er naturligvis blind for virkeligheden, ubehjælpsom samt selvudleverende. 

Det var nok også det, statsminister Mette Frederiksen tænkte. Hun sad der, blev direkte tiltalt af den unge forfatter-hedspore ved prisoverrækkelsen og tænkte: Nu har han lige fået en ordentlig røvfuld lommepenge, og hvad står han så og kalder mig? ’Statsracist’! 

Var jeg selv statsminister, havde jeg bedt Jonas Eika om at gå tilbage og rydde op på sit værelse. I det mindste ryddeligt nok til, at et gulv og en jordforbindelse dukkede op.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
33 kommentarer
Vis kommentarer