Så havde han pludselig koran og bedetæppe

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

De begravede Yahya Hassan – den mest sensationelle digter, Danmark nogensinde har set.

Og mange undrede sig. Hvordan kan 3-400 deltagere i en muslimsk begravelse stå oven i hinanden og tilsyneladende få lov at overtræde corona-reglerne?

Jeg undrede mig mere over, om digterens virke og væsen hermed er neutraliseret. Eller værre endnu: Om dem, Yahya Hassan så fænomenalt brød lydmuren med at give en overbevisende overhaling – det lovreligiøse, muslimske parallelsamfund – alligevel endte med at få det sidste ord?

Lige så påfaldende alle forsøgte at anvende digteren som transportmiddel til at bringe egne holdninger og anskuelser til torvs, da han var i live, forekom det muslimske samfund at gøre det ind i døden.

Yahya havde både bedetæppe og koran, forlød det. Og hans imam-grandonkel indskrev under begravelsen messende nevøen hos Allah. Den gud, digteren ellers ’PISSEDE’ på, inklusive ’HANS SENDEBUD’.

Eller som det hed i Hassans debut: ’JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN/ JERES SKAVANKER OG JERES BØNNER OG JERES BISTAND.'

I en video fra efteråret – delt af Yahyas mor på de sociale medier – erklærer digteren sig imidlertid for muslim. Den frafaldne Mustafa S skrev torsdag på nationen! på EB.dk - med henvisning til videoen - om sin skuffelse over Yahya Hassan:

- Når jeg bliver mødt af muslimer, som forsøger at ’retlede mig’ og få mig til at vende tilbage til troen eller forsøger at manipulere mig fra at kritisere islam, så svarer jeg ofte: ’Jeg er ikke en eller anden Yahya Hassan I kan manipulere’.

Mustafa berømmer digterens evne ’til at påtale det hykleri, som han så hele sin opvækst igennem’. Men han er nu blevet bekymret for, hvilket signal unge muslimer har modtaget om, hvordan interne kritikere af islam ender deres dage.

Personligt har jeg ingen anelse om, hvorvidt Yahya Hassan faktisk mente det. Om han virkelig vendte tilbage til bedetæppet og de 'analfabetiske profeters' fold. Eller om han ironisk/sarkastisk havde gang i en manipulation med sit lokale trossamfund. Om det var ’bullshit’, som Martin Krasnik beskriver i den svenske avis Expressen.

Her går Weekendavisens chefredaktør på prisværdig vis til angreb på den politisk korrekte og konstant etno-krænkede svenske digter Athena Farrokhzad, der i svenske medier har gidseltaget Yahya Hassan og hans død for at anvende dette til at fremføre sin egen fundamentalisme.

’Athena Farrokhzad fortsætter den kamp om Yahya Hassans liv og historie, som altid har fundet sted. Præcis som de religiøse muslimer, som nu mener at vide, at Yahya Hassan er vendt tilbage til gud og har bedt om tilgivelse for sine fejl. Forskellen er bare nu, at Yahya ikke længere kan svare på dette bullshit,’ skriver Krasnik.

Forargede folk fik tirsdag at vide, at begravelser er undtaget corona-krisens forsamlingsforbud.

Aner man at der tilsyneladende heller ingen grænse er for, hvor mange og hvor meget man må befamle en af de mest autonome kunstnere, landet i årtier har set, når han ikke længere er i stand til at forsvare sig selv?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
63 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen