SELVMÅL

'Politikerne blotter egen privilegieblindhed i jagten på at fremstille sig selv som jævne og i vater med danskerne,' skriver Mads Kastrup. Foto: Facebook
'Politikerne blotter egen privilegieblindhed i jagten på at fremstille sig selv som jævne og i vater med danskerne,' skriver Mads Kastrup. Foto: Facebook

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det værste er ikke deres selvglæde. Eller sågar de korruptions-lignende omstændigheder. Eller de pinlige efterfølgende bortforklaringer. Det er slemt nok i sig selv, ja.

Men værst er, at politikerne, der her på billedet er til landskamp på gratis-billetter fra bilproducenten Volkswagen, frejdigt vinker på selfien, fordi tror, de er i færd med at score folkelige point på de sociale medier. Alt imens vi andre oplever, at det modsatte er tilfældet.

Gabet mellem Christiansborg og virkeligheden lægges dermed åbent frem.

Politikerne blotter egen privilegieblindhed i jagten på at fremstille sig selv som jævne og i vater med danskerne. For ’den almindelige dansker’ er blevet enhver politikers hovedkapital. Spørg blot statsministeren, som har indført ’selfie-styre’ i Danmark. Fordi ’almindelig-Mette’ er diamanten i den populær-opsparing, der skal til for at fastholde folkets gunst.

Så statsministeren lægger videoer ud, hvor hun spiser leverpostejmad. Hun lader sig afbilde med en rengøringsassistent eller en slagteriarbejder. Selvom hverken hun eller nogen andre – stort set - i den socialdemokratiske regering nogensinde har haft, hvad vi andre vil kalde et rigtigt arbejde.

I et ’selfie-styre’ er billeder nemlig kæmper, og ord er dværge.

Derfor bliver det ekstra fælt, når politikeres populisme skråler igennem selfiekarrusellen, og de står bestyrtede tilbage som ramt i nakken af noget, de selv har kastet. Fordi de har forvekslet folkelighed med en slags teatralsk forstillelse, hvor en klaphat skal dække over, at man sidder på de dyreste pladser efter en middag med en bilproducent, der har marineret dem i lige dele egen interesse og fri udskænkning.

’Det var et fagligt arrangement,’ som en af de privilegieblinde på billedet, socialdemokraten Jeppe Bruus, ymter over for kritikken. Hvormed han oven i brøden sådan set blot afspiller sit eget og kollegernes selvmål i slowmotion.

De er tilsyneladende blottede for forståelsen af, at masser af danskere forgæves har siddet halve dage i kø på nettet i håb om at få plads på landets nationalstadion til små 2000 kr. pr billet – og enkelte har tilmed fået frataget billetter grundet forsamlingsregler vedtaget af de selvsamme politikere på Christiansborg – og ja, tænk sig, at disse danskere nu er forurettede? Hvem kan dog begribe det?

Der er tale om politikere, der helt tydeligt har bildt sig selv ind, at de er i færd med at fremme deres plads i det folkelige kridthus, fordi de ’hepper på Danmark’. De står der og er glade og helt almindelige landsholdsfans, tror de.

De ser overhovedet ikke selvmålet. De ser ikke, at de svøbt i egen fortrinsret først og fremmest er ’sammen om at holde’ resten ude. Værst er den tanketomme arrogance over for os andre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
161 kommentarer
Vis kommentarer