Selvmålet – da Mesut Özil beskyldte tyskerne for at være racister

Mesut Özil og den tyrkiske præsident fotograferet i maj, hvor sidstnævnte appellerede til tyrkiske vælgere i Tyskland om at stemme på ham og hans regime.
Mesut Özil og den tyrkiske præsident fotograferet i maj, hvor sidstnævnte appellerede til tyrkiske vælgere i Tyskland om at stemme på ham og hans regime.

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Den tyske fodboldstjerne Mesut Özil er udsat for racisme i Tyskland.

Det hævder Mesut Özil selv.

Han tager ganske vist fejl. Men den tyske spielmacher har følelsen. Hvilket i disse identitetspolitiske tider for mange er rigeligt til at erklære sig krænket. Han beskriver således krænkelsen i et tre sider langt brev på Twitter, hvor han hævder sig forfulgt, siden han og hans tyske landsholdskollega, Ilkay Gündogan, lod sig fotografere med den tyrkiske præsident Erdogan.

Mesut Özil og Ilkay Gündogan er begge født og opvokset i Gelsenkirchen. Men både han og Gündogan er af tyrkisk afstamning.

Billederne kørte hurtigt rundt på de sociale medier. Ilkay Gündogan gav sin spilletrøje til præsidenten med teksten: ’Til min ærede præsident’.

Dette forurettede en del tyskere. De fandt det illoyalt. Måske ikke mindst fordi Erdogan har forvandlet Tyrkiet til et autokrati og ikke holdt sig tilbage for at føre ulovlig valgkamp blandt tyrkere i Tyskland.

Siden fejlede de regerende tyske verdensmestre deres titelforsvar. Hvorpå Mesut Özil hævdede, at når han er med til at vinde VM, er han tysker, men når han taber, er han indvandrer. Glæde vendes til vrede og racisme.

Det tyske verdensmesterhold fra 2014 blev netop i sin tid fejret som en multikulturel triumf i Tyskland. Derfor er ikke mindst fortalere for det multikulturelle nu skuffede over Özil, der heller ikke fører meget bevis for sin sag.  

En hovedpointe synes således klar:

Det er Mesut Özil og Gündogan, der med deres Erdogan-støtte har vendt Tyskland ryggen. Det er ikke omvendt.

Ønsker man forfulgte mennesker eksemplificeret, er man bedre orienteret ved at kigge blandt den tyrkiske præsidents modstandere - eksempelvis blandt akademikere, lærere og journalister i tyrkiske fængsler - end man er ved at lede på det tyske landshold i fodbold.

Ilkay Gündogan har siden forklaret, at han ikke mente noget politisk med handlingen.

Mesut Özil har imidlertid anvendt miseren som begrundelse for sin tilbagetrækning fra landsholdet. Hvormed han også, ifølge mange tyskere, tydeligt har tilkendegivet, hvor hans loyalitet ligger. Nemlig, det forkerte sted.

Recep Tayyip Erdogan er en undertrykker. Den tyrkiske præsident har imidlertid stor opbakning blandt tyrkere bosiddende i EU-lande. Han havde flertal ved det seneste tyrkiske valg i eksempelvis Danmark, Holland og Belgien og havde sågar et stort flertal blandt stemmeberettigede tyrkere i Tyskland.

Efter Erdogans valgsejr løb tyrkiske tilhængere ligefrem rundt i Tysklands hovedstad Berlin og råbte: ’Erdogan, vor fører!’

De fremførte følgelig det samme, som Gündogan og Özil dybest set tilkendegav på de sociale medier ved at lade sig afbilde med præsidenten. Hvilket har fået mange tyskere til at spørge, hvorfor de Erdogan-tiljublende tyrkere så egentlig bor i Tyskland.

Valgråbene i Berlins gader fik, ifølge Jyllands-Posten, den tidligere leder for partiet De Grønne i Tyskland, Cem Özdemir, som selv har tyrkiske rødder, til at skrive på Twitter:

’Lad os være ærlige: De fejrende tysk-tyrkiske Erdogan-tilhængere tiljubler ikke kun deres enehersker, men giver samtidig udtryk for deres afvisning af vores liberale demokrati.’

Lad os håbe, Mesut Özil slet ikke har fattet denne sammenhæng. Lad os håbe, at han som overprivilegeret, London bosiddende sportsstjerne besidder en omfattende uvidenhed om den virkelige verden og er blevet lokket ud i noget snavs.

Eksempelvis lokket af folk som den tyrkiske justitsminister, der taler flydende slangesprog:

’Jeg lykønsker Mesut Özil, som ved at forlade landsholdet, har scoret det smukkeste mål mod fascismens virus,' skrev Erdogans justitsminister, Abdulhamit Gül, på Twitter.

I så fald er det her, forstandige mennesker forhåbentlig kan lede Özil på rette vej. Eksempelvis ved at hviske ham i øret:

’Hey, Mesut, nu siger ham justitsministeren sjovt nok ’fascisme’, kan du høre det? Men vil du vide, hvor den virkelige fascisme bor? Du vil måske ikke bryde dig om det. Det er et land, du kender rigtig godt – tilsyneladende bare ikke ikke godtnok.’

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
109 kommentarer
Vis kommentarer