Skælvene fra 11. september

'På 20 års dagen for ’11. september’ må vi erkende et foruroligende facit.
Vi har ikke vundet noget,' skriver Mads Kastrup. Foto: Ritzau Scanpix
'På 20 års dagen for ’11. september’ må vi erkende et foruroligende facit. Vi har ikke vundet noget,' skriver Mads Kastrup. Foto: Ritzau Scanpix

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

’Jeg tror den vestlige civilisation, efter nogle grimme nedture, næsten er blevet helt civiliseret. Jeg tror på, at det er vores første pligt at beskytte denne civilisation. Jeg tror vores næste pligt er at forbedre den. Og jeg tror på, at det er vores tredje pligt at udbrede den, så meget vi kan.’

(P.J. O’Rourke, amerikansk forfatter)

På 20 års dagen for ’11. september’ må vi erkende et foruroligende facit.

Vi har ikke vundet noget. Tværtimod.

Måneden efter World Trade Center kollapsede med næsten 3000 mennesker i en røgsøjle, der sendte en slagskygge ind over hele Vesten, gik vi ind i Afghanistan for at udrydde bagmændene, Al-Qaeda. Vi er nu flygtet ud igen. Med bukserne om anklerne. Og Al-Qaeda er der fortsat – trods Jeppe Kofods forbløffende påstand om det modsatte - sammen med Islamisk Stat og resten af Kalifatets forkyndere.

Og gennem alle tyve år er vi selv blevet angrebet af Kalifatet.

Vi blev det i Paris. Terrorangrebet på Bataclan, der netop nu er for retten i Frankrig. Og i København. Omar El-Hussein var måske ikke medlem af en terrorcelle. Men med sit angreb på ytringsfriheds-konferencen på Krudttønden og på en fest i den jødiske synagoge tog han Kalifatets lov og pligt på sig og dermed dets regelsæt, uniform og endemål.

Vi blev angrebet i Madrid, London, Nice, Bruxelles, München m.m., fordi terror næres af den angst, den kan sprede, ikke af den tilslutning, den kan opnå. Islamisk fundamentalisme er desværre nået langt med sin skræk og rædsel-strategi. Den har dikteret sikkerheden og overvågningen i de vestlige samfund. Den forsøger at erobre det måske dyrebareste, vi ejer. Den forsøger at snige sig ind i det frie sind.

Siden 11. september har bekæmpelsen af den derfor bestået i ikke at give efter for frygten. Hermed falder modstanderens sindssyge påstand om at udøve en guds ærinde med et djævelsk blodbad tilbage på fundamentalisterne selv.

Der skal være lov og orden efter dansk, europæisk og vestlig standard. Hvad vi siger, tegner, danser, spiller eller råber, står altid til diskussion, men aldrig til indskrænkning. Hvad vi spiser, læser, lytter til eller på anden måde indtager, er hver enkelt individs anliggende inden for straffeloven, men aldrig inden for Guds angivelige påbud - uanset hvilket kælenavn han hævdes at have.

Vores frihedsrettigheder må ikke forvitre. Og det gør de heller ikke, med mindre vi selv slider dem ned til soklerne ved at indføre et kontrol- og overvågningssamfund i krigen mod Kalifatet. Sker det, vil vi sande, at vi har fået et samfund, som ligner det, vores forfædre kæmpede mod og gjorde ofre for at aflevere på historiens mødding. Sker det, kan vi sikkert vinde krigen, men vil tabe meningen med os selv og hinanden.

Derfor er vi på 20 års dagen for 11. september også nødt til at minde hinanden om, at muslimer stadig ikke står til regnskab. En trosretnings ekstremistiske galninge skal ikke - selvmordsnoter om martyrium eller ej - have lov til at patentere selve troens udlægning, uanset hvor spektakulært eller frygtindgydende, de insisterer på at gøre det. Præcis dette godtog amerikanerne med det samme. De lod tilmed verden, og ikke mindst den muslimske del af den, vide det ved straks efter 11. september at sende deres præsident, George W. Bush, ind i én af USAs største moskeer under bøn.

Vi har religionsfrihed. Vi er ikke som fjenden. Vi er lyset. De er mørket. Og hvis kalifat-tilhængerne insisterer på at blive derinde, skal vi måske holde op med at forsøge at hjælpe dem ud, indtil de muligvis en dag selv bliver fristet af frihed. Og ellers koncentrere os om at holde dem fra døren.

Det er muligt, at vi tabte Afghanistan, fordi vi i virkeligheden var oppe mod kineserne, russerne, pakistanerne med flere. Jeg skal ikke gøre mig klog på det. Vi har i hvert fald ikke løst noget. Og læren er vel, at vi nok også bør være varsom med at forsøge på det i fremtiden.

Som forfatter P.J. O’Rourke fra indledningen tror jeg på den vestlige civilisation. Jeg tror på dens overlegenhed i det lange løb og også på pligten til at udbrede den. Han har imidlertid en meget vigtig tilføjelse, der lyder: ’ Men lad os være forsigtige med det sidste punkt. Ikke alle er rede til at blive civiliseret.’

O’Rourke skrev i øvrigt for mange år tilbage det nævnte i forbindelse med de såkaldte ’68’ere’, som han selv var en del af. Og uden sammenligninger i øvrigt var hans morale, at verden altid bliver bedre, den skrider fremad, ’efter nogle grimme nedture’, som han formulerer det. Det tror jeg også på. Det føles bare ikke sådan lige i dag.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
260 kommentarer
Vis kommentarer