Slap dog af, mand!

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Man kan sige meget om Alternativet, men de holder kursen.

Uffe Elbæk og kompagni bliver ved med at foreslå mageløse ting, mange af os egentlig godt kunne tænke os, men stort set ingen finder realistiske.

Eksempelvis ’et nysgerrighedsår’. Alle skal holde fri i et år fra jobbet hver tiende år. For lige føle efter, om ’man er på rette kurs i livet,’ som leder Elbæk udtrykker det.

’Nysgerrighedsåret’ er et af 38 nye forslag fra Alternativet i anledning af partiets landsmøde i denne weekend.

Et andet forslag er, at ingen må eje jord i Danmark.

Som Uffe Elbæk på et tidspunkt understregede, er det ti gange mere interessant for Alternativet, at livskvaliteten stiger, end at vi har økonomisk vækst.

Jeg har før bemærket det på denne plads, og må i anledning af Alternativets øjeblikkelige landsmøde gentage, at det er ren Woodstock - ’relax, man, chill out, man,’ som man sagde .

Woodstock Festivalen var som bekendt også et forsøg på at skabe noget helt nyt på ryggen af bevægelse fyldt med forestillingen om en konfliktløs og fredelig verden, hvor penge er en gammelkonservativ konstruktion, der forhindrer frihed og fremskridt. Det var en slags datidens kulturelle værdiskabelse gennem ’crowdsurfing’, om man vil. Lidt lige som Alternativet skaber sin politik nu om dage.

Hvad alle glemmer, er, at Woodstock Festivalen, Bethel og omegn blev erklæret i undtagelsestilstand, og hæren blev sat ind. Stik mod det vedtagne viste det sig, at kærlighed ikke var alt, man havde brug for. Mad, vand og kontanter var også nødvendigt.

Men bør der egentlig ikke være et vist råderum for netop Alternativet? Lige som der var for 68’erne? Partiet er jo på samme måde opstået som en konsekvens af de gamles konservatisme og fantasiløshed. De gamle partier har eksempelvis en stokkonservativ idé om, at politiske tiltag skal være finansierede.

Alternativet har ikke fundet finansiering til et eneste af de 38 nye forslag til et mere nysgerrigt Danmark. I Alternativet kigger man ’fremad ikke tilbage’. Og der er overordnet set 38 ting galt i Danmark, hvilket Alternativet har 38 løsninger på, som de har samlet i det omtalte udspil med titlen: ’Det næste Danmark’.

Hvor skal man begynde, når man støder på den slags?

Måske med at citere en nyhedsartikel fra TV2.dk, der troskyldigt havde udført et stykke redelig journalistik om Alternativets nye udspil, hvor der i underrubrikken stod: ’Økonom er skeptisk’.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
33 kommentarer
Vis kommentarer