Spørg på Københavns Universitet, om de virkelig ønsker sig studerende som i denne video?

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Så har vi en ny krænkelsessag på Københavns Universitet (KU).

Jeg fornemmer et suk gå gennem læseren. Der er en særlig afmægtighed forbundet med at konstatere, at landets ypperste institution for viden og forfølgelse af erkendelser er mere med på følelser end fakta. Eksempelvis hvis nogle føler, at køn er en konstruktion.

Følgende stod mandag at læse i Jyllands-Posten:

’Dean Jacobsen har undervist i biologi i 30 år, men studerende finder hans statistikeksempler om mænd og kvinder for upassende.’

Ikke at professoren var kommet med upassende bemærkninger. Næh, ’eksemplerne ekskluderede studerende, der ikke identificerer sig som enten mand eller kvinde, og som dermed kan føle sig stødt.’

Dean Jacobsen er en rummelig og pædagogisk mand. Af hensyn til stemningen, sagde han: ’Okay, så må jeg bruge farver i stedet.’ Hvilket han siden har fortrudt. Ikke mindst fordi han tydeligvis er kommet i tanke om, at såvel hans faglighed som ytringsfrihed trædes under fode.

For det afgørende spørgsmål er naturligvis: Skal vi andre ændre vor virkelighedsopfattelse, kultur og hidtil opnåede viden for ikke at fornærme mere eller mindre velbegrundede følelser hos et mindretal? Eksempelvis undertrykke vores overbevisning om, at kønsidentitet er valgfri, men det er køn altså ikke, for det sidder mellem benene?

Svaret er for de fleste almindeligt begavede mennesker indlysende. Men på Københavns Universitet vælger man åbenbart at sige ’ja’. Krænkedes følelser står over vi andres himmelfaldenhed.

I september lykkedes det nogle få elever at ryste rektors hånd i en grad, så jurastuderende på KU måtte finde nye udklædninger til udklædningsfesten i deres introforløb. Mexicanske sombreroer blev fremhævet som særligt krænkende.

I midten af december blotlagde Weekendavisen, at en lektor på KU lige som biologiprofessoren blev forfulgt med udokumenterede beskyldninger:

’I en diskussion om voldtægt i flygtningelejre var lektoren blevet spurgt, hvorfor man ikke fokuserede mere på voldtægtsmændene.

Hans svar lød: ‘The women don't care who rape them.’ Et par uger efter modtog lektoren en mail fra en studerende, der havde fundet udtalelsen krænkende,’ skrev Weekendavisen.

Lektoren blev beskyldt for i sin undervisning at have udtalt sig krænkende om kvinder, at have brugt ’n-ordet’ (en betegnelse for det nedsættende ord neger eller nigger) og for at abonnere på en eurocentrisk verdensopfattelse. Dertil klandrede man underviseren for at undertrykke minoriteter i såvel undervisning som til eksamen.

Ingen af beskyldningerne kunne godtgøres. Weekendavisen dokumenterede til gengæld, at andre studerende fandt de krænkede medstuderende hysteriske.

Man kan spørge rektor på KU, om han virkelig ønsker sig studerende som i denne video fra campus på det amerikanske universitet Yale i 2015, hvor en kvindelig studerende verbalt overfalder en underviser, fordi hun føler sig krænket af den årlige halloween-fest.

Den 20. december blev der holdt møde om de personalepolitiske retningslinjer på Københavns Universitet. Og som Jyllands-Posten skriver: ’Herefter vil Hovedsamarbejdsudvalget vurdere, om retningslinjerne kan omskrives, så der ikke kan opstå tvivl om den akademiske frihed.’

Men tvivlen er for længst godtgjort.

Og bør en ansvarlig ledelse for universitetet ikke sadle om, gribe ind og stå på mål for fagligheden frem for følelserne? Jeg kan egentlig kun gentage, hvad jeg kort før jul skrev, da sagen om en påstået krænkelse i forbindelse med ’Den danske sang er en ung blond pige’ opstod:

’Når folk med henvisning til deres køn, etnicitet, seksualitet eller andet påberåber sig særlige hensyn i fælles omgang, beder de ikke om respekt, som de selv tror, de beder om vi andres underkastelse.’

De krænkedes krav fordrer et sprog- og tankepoliti. Samt udfasning af frihedsrettigheder. Under dække af at ville redde kloden, ligestille køn og race og skabe det gnidningsfrie samfund ved at lave rigide regler for menneskers omgang med hinanden, indføres det sproglige diktatur så at sige. Det er vejen til fascisme.

Hvorfor siger rektor for Københavns Universitet, Henrik C. Wegener, det ikke højt og tydeligt, som det er?

I kan godt glemme, kære studerende. At føle sig krænket giver ingen ret. Hvad enten det er på vegne af ens gud, køn, seksualitet eller måske på andres vegne. Følelser kan være forståelige, endda relevante, ja. Men de er ikke argumenter i sig selv. Og anvendes de som sådan, fører de kun til patos og vildfarelse.

Samt til det modsatte af, hvad det at gå på universitetet bør føre til.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
115 kommentarer
Vis kommentarer