Stå selv på mål, fru generaldirektør

'Det har hele tiden været ret og rimeligt at skære DR med 20 procent. Det er det fortsat,' slkriver Mads Kastrup, der går op imod generaldirektør Maria Rørbye Rønns ønske om at få slettet anden del af sparerunden. Foto Tariq Mikkel Khan
'Det har hele tiden været ret og rimeligt at skære DR med 20 procent. Det er det fortsat,' slkriver Mads Kastrup, der går op imod generaldirektør Maria Rørbye Rønns ønske om at få slettet anden del af sparerunden. Foto Tariq Mikkel Khan

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Forleden skrev generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn på Altinget.dk:

’Politikerne må stå på mål for konsekvenserne.’

Underforstået: Første runde i sparekravet til Danmarks Radio er gennemført, og nu kan I så selv se, om I synes, det er sjovt. Vi taler færre ’Hammerslag’, kortere ’Kender du typen’, et DRK fusioneret med DR2, et DR3 og Ultra sendt over på nettet, et lukket P7 Mix med mere, og nu er det alt sammen trådt i kraft pr. 1. januar. Ja, mange seere og lyttere er vrede derude, hævdede generaldirektøren. Og det må politikerne så ’stå på mål for’.

Lad mig her svare DR’s generaldirektør direkte:

Nej, det må du faktisk selv stå på mål for, Rørbye Rønn. Det er det, du er hyret til. Og finder du konsekvenserne uforenelige med din overbevisning om, hvad DR skal være, bør du sige op.

Her forestiller jeg mig så, at generaldirektøren trækker i land. Hendes ærinde med indlægget er næppe at udradere sig selv. Det er derimod at slette anden halvdel af de besparelser, Danmarks Radio er blevet pålagt.

Folketingets flertal har indgået et medieforlig, som skærer 773 millioner kroner af DR’s budget over fem år. DR har sparet de første 420 millioner kroner, de næste 353 millioner kan en ny regering og nyt folketing annullere i kommende medieforhandlinger.

Det sker forhåbentlig ikke. Opgøret med – og dermed sparekravet over for – Danmarks Radio var så at sige det eneste rigtige i den borgerlige VLAK-regerings medieforlig med Dansk Folkeparti.

Generaldirektør Maria Rørbye Rønns vision om nulfejls-kultur i DR ledet af administratorer i stedet for indholdsproducenter skreg ligefrem på at blive skrottet. De senere års største fejl skyldes DR’s administration og ledelse. Flittige, gode, kvalificerede medarbejdere – som der er mange af på DR – skal frisættes af dette regime.

I de senere år har vi i Ekstra Bladet godtgjort, at det ikke er en fordom, at virkelighedsfjerne mennesker i DR får en fyrstelig gage for at ødelægge sendefladen. Vi har dokumenteret, at det er sandt, når nogle snakker om, at der stort set ikke er andet end genudsendelser i DR.

Dertil har det i årevis været indlysende, at man sagtens kan opdrive public service fra eksempelvis dagbladene. Det er alligevel herfra, DR får størstedelen af historierne til sin nyhedsdækning.

Og man kan stadig producere meget tv og radio for de 3 milliarder kroner, der resterer efter nedskæringen.

Det store, helt afgørende spørgsmål er dertil et helt andet end diskussionen om DR. Det handler om tech-giganternes – Google, Facebook, Amazon m.fl. – indtog og altopslugende dominans. Særligt på annoncemarkedet. Og hvordan disse agerer helt uden at bidrage til samfundet.

Jeg ser til min glæde i Jyllands-Posten, at landets nye og netop tilbagevendte kulturminister, Joy Mogensen, ikke er blind for dette. Ligesom hun erklærer, at hun ikke har tænkt sig at blive ’tilbagerulningsminister’.

Det bør Joy Mogensen holdes op på. Underskriverne af regeringens såkaldte ’forståelsespapir’ – venstrefløjen og de radikale – ønsker i et nyt medieforlig at rulle besparelserne på DR tilbage.

Det er derfor, generaldirektør Maria Rørbye Rønn er begyndt at skrive indlæg i medierne. I virkeligheden skriver hun til Joy Mogensen og socialdemokraterne. Disse er lige nu eneste hindring for, at Rørbye Rønn kan få sit gamle DR tilbage.

Hvad angår generaldirektørens påstand om, at der er stor opstandelse blandt licensbetalerne på grund af et trimmet DR, kan vi her fra Ekstra Bladet afkræfte dette. Den slags går folk til Ekstra Bladet med.

Taler vi DR og stærk utilfredshed, var den langt større, da vi skrev om, at generaldirektøren er Nordens højest lønnede public service-chef. Eller om fragten af USA-korrespondentens kones hest til Amerika. Eller om at 84 procent af DR’s tv-sendeflade i 2017 var genudsendelser.

Det har hele tiden været ret og rimeligt at skære DR med 20 procent. Det er det fortsat.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
78 kommentarer
Vis kommentarer