'Vi anede nok, at de løj for os om 68'

Fra filmen ungdomsfilmen 'Måske ku' vi' (Screenshot).
Fra filmen ungdomsfilmen 'Måske ku' vi' (Screenshot).

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Det er 50-året for 68.

Forleden sad filminstruktør Christian Braad Thomsen i 'Deadline' og råbte ’løgner’ ad en journalist, der redegjorde for, at ’68-generationen’ gik ind for pædofili. Eller i bedste fald vendte det blinde øje til i sin altomspændende søgen efter det grænseløse.

Christian Braad Thomsen opdagede det ikke selv. Men andre så, at instruktøren krakelerede sammen med alt, han er rundet af.
Politiken bringer for tiden historier om børneskuespillere, der blev fanget og misbrugt af 68’erne eller i hvert fald dens tænkning, hvor der ikke fandtes ondskab bag de rigtige meninger.

Og lige nu kører en forestilling på Det Kgl. Teater med titlen ’68’. Her piller dramatiker Christian Lollike glansen af den sagnomspundne 68-generations forestillinger.

Det er interessant. Ikke mindst når man selv tilhører den generation, der blev underlagt 68’ernes dogmer i folkeskolen.

Jeg fik hele vejen igennem at vide, at 60’erne var gode, frie og fantastiske. Ikke mindst 1968. Faktisk var 1968 så fænomenal og skelsættende, at året var den knude, hvorfra den røde tråd i det moderne Danmark og resten af Vesten blev trukket. Her forandredes verden. Her ophørte alt gammelt. Her bar 68’erne fortiden ud og fremtiden ind.

Det var naturligvis løgn. Og vi anede det nok.

Siden har alt handlet om at vinde retten til at udlægge historien. Om at være den, der bogstaveligt talt har fat i den lange ende.

1968 er stadig en erindringspolitisk slagmark. En ideologiernes sidste krigsskueplads. Med på den ene side det højrepolitiske billede af en bongotromme-generation i et blandingsmisbrug af healing og kommunisme, en flok ’hva’-synes-du-selv’-pædagoger, der har forklædt magttilranelse som humanisme. Og på den anden side venstrefløjens romantiske billede af en fri ungdom i fordomsfri færd med at frelse verden.

Venstrefløjen mister imidlertid i disse dage retten til at være med til at skrive historien.

Hvilket ikke ses mere nøgent og sønderlemmende beskrevet end i de aktuelle afsløringer om 70’ernes ungdomsfilm. Oprøret mod den borgerlige moral førte til amoral og overgreb.

Den kritiske 68’er blev selv til magten. Med omkvæd som ’det-er-samfundets-skyld’ forsvandt al personligt ansvar.

Jeg læste engang en eftertanke af forfatter og historiker, Ebbe Kløvedal Reich. Han følte ikke ligefrem, at han i 1968 var med til at gå i spidsen for et triumftog på vej til at bemægtige sig flere fremtidige årtiers dagsorden.

’Nederlagene fylder i hvert fald mere end sejrene. Men det er med garanti svært at finde en dansker, der på én eller anden måde deltog i 1968-revolten, som i dag fortryder, at hun/han var med dengang,’ skrev Reich i et efterskrift til bogen ’Året, der rystede verden.’

Spørgsmålet er, om ikke 68’erne – med pædofili-apologien in mente – er nået dertil nu - at en vis fortrydelse har indfundet sig.

Det er som sagt som om det i 50-året, at det hele falder endegyldigt fra hinanden. Det er tillige nu det angiveligt røde mikrofonholderi i Danmarks Radio møder sit endeligt i regeringens nye medieudspil.

Som er det en hævn over de kulturradikale, der gik direkte fra 68-romantikken og ind på Politiken, Gyldendal og DR med godhedens stempel i panden og undertrykte det tavse flertal.

Demaskeringen har strakt sig over 50 år. Det er, jævnfør Chrstian Braad Thomsen, et grumt syn. Men faldet synes i alle afskygninger på tide.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
59 kommentarer
Vis kommentarer