Vi har fået et selfie-styre

'Der er tale om en uomgængelig succes, der forfølges konsekvent.
Så lukker landets leder Nordjylland ned. Hun toner derpå frem med en selfie foran nogle fiskekuttere og opfordrer til ’likes’, hvis man sympatiserer med nordjyder. ’Likes’, der derpå akkumuleres som hendes egen politiske kapital.' Foto: Facebook
'Der er tale om en uomgængelig succes, der forfølges konsekvent. Så lukker landets leder Nordjylland ned. Hun toner derpå frem med en selfie foran nogle fiskekuttere og opfordrer til ’likes’, hvis man sympatiserer med nordjyder. ’Likes’, der derpå akkumuleres som hendes egen politiske kapital.' Foto: Facebook

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Vi har fået ’selfie-styre’ i Danmark. Det er defineret ved, at landets statsminister først og fremmest leder og dirigerer nationen med opdateringer på de sociale medier.

Forleden tonede hun frem i en jule-hygge-video om julekagebagetid og -pynt med mere, og pludselig kundgjorde hun, at en masse kommuner skulle lukkes ned. Med adskillige spørgsmål til følge og – hvilket tydeligvis var bevidst - ingen svar på nogen af dem.

Tidligere statsminister Løkke agerede også delt op i en ’privat-Lars’ og ’statsminister-Lars’. Og om end formålet ikke var helt redeligt, var konstruktionen i det mindste gennemskuelig: To adskilte dele, som også Lars Løkke selv forsøgte at sondre mellem.

Mette Frederiksen skelner ikke. Hun er således privat-Mette, hvis iscenesatte almindelighed udgør så stor en del af hendes politiske kapital, at statsminister-Mettes foretrukne meddelelsesform er selfies. Aller helst som @mette, som hun hedder på Instagram.

Weekendavisen opgør statsministerens følgeskare på sociale medier til – siden coronaens indtog - at være steget med 75 procent på Facebook og 57 procent på Instagram (@mette er ikke at finde på mediedanmarks foretrukne digitale palaverscene, Twitter). Ifølge Weekendavisen har Mette Frederiksen siden oprettelsen af sin profil på Instagram i september 2019 haft 400 opslag. Altså omkring et opslag om dagen.

Der er tale om en uomgængelig succes, der forfølges konsekvent.

Så lukker landets leder Nordjylland ned. Hun toner derpå frem med en selfie foran nogle fiskekuttere og opfordrer til ’likes’, hvis man sympatiserer med nordjyder. ’Likes’, der derpå akkumuleres som hendes egen politiske kapital. Så viser det sig, at regeringen har fået Rigspolitiet til at handle imod loven. En Mette-selfie toner frem, hvor hun flankeres af to betjente og uden et ord om mink beder om støtte til politiet, der jo passer på Danmark og danskerne – og det er vi vel ikke imod? Så er hun fotograferet i hjemmet iført partileder-rundetøj, men med bare tæer og et pizzastykke. Fordi ’almindelig-Mette’ er diamanten i den populær-opsparing, der skal til for at fastholde folkets gunst.

Så statsministeren lægger videoer ud, hvor hun spiser leverpostejmad. Hun lader sig afbilde med en rengøringsassistent eller en slagteriarbejder. Selvom hverken hun eller nogen andre – stort set - i den socialdemokratiske regering nogensinde har haft, hvad vi andre vil kalde et rigtigt arbejde.

’Den almindelige dansker’ er Mette Frederiksens politiske hovedkapital. Leverpostejsmaden står tydeligvis over pressemødet i spejlsalen, der således helst skal overstås uden for mange spørgsmål.

Og som anført i Weekendavisen lader Mette Frederiksen det alt sammen ledsage af et helt uigennemskueligt ’vi’:

’Sammen har vi fundet en vej, hvor vi kan åbne Danmark (...) Vi har holdt hånden under arbejdspladser (...). I aften diskuterede vi de næste skridt. (...) Det afgørende er, at vi stadig går gradvist og kontrolleret frem. Så vi ikke sætter alt det over styr, vi sammen har opnået,’ som hun skriver til pizza-og-bare-tæer-billedet.’

Ingen kan afgøre, hvornår der er tale om 'vi i regeringen', 'vi borgere', eller 'vi, Folketingets partier', skriver avisen. Og dertil heller ikke afgøre, om det er @mette eller statsministeren, der taler, kan man tilføje.

Hvad er efterhånden virkeligheden? Pointen er tilsyneladende, at ingen skal vide det. ’Perception is reality’, som det hedder henne i reklamebranchen. Hvilket betyder noget i retning af, at virkeligheden ikke er virkeligheden. Virkeligheden er, hvad man kan bilde andre ind, at den er.

I et ’selfie-styre’ er billeder kæmper, ord er dværge. Følelse har forkørselsret frem for fakta. Og de sociale medier er en amerikansk ejet matrix, Danmark konstant erklæres bevaringsværdig i. Og hvori nationens politiske dronning triller rundt i sin selfie-karrusel applauderet af massive mængder 'likes'.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
41 kommentarer
Vis kommentarer