Volden i Pernille Skippers baghave

'Pernille Skipper og kompagni hævder at have bo i det gnidningsfrie fællesskab. Men som i andre tilfælde af aristokratisk selvgodhed er det en maske,' skriver Mads Kastrup.
'Pernille Skipper og kompagni hævder at have bo i det gnidningsfrie fællesskab. Men som i andre tilfælde af aristokratisk selvgodhed er det en maske,' skriver Mads Kastrup.

Mads Kastrup. Opinionsredaktør på Ekstra Bladet, skriver om politik, kultur og samfund.

Torsdag lod Enhedslistens Pernille Skipper sig afbilde på Facebook med et krus kaffe, hvor hun i en fredelig stund sidder på hug foran to ænder, der fodres med brødkrummer:

’Påskeferie, solskin og jeg har fået to nye venner i min Nørrebro-baggård. Jeg håber, at I alle sammen nyder fridage og solskin. Hvis I mangler fred og ro, kommer I bare til Nørrebro,’ lød teksten.

Der er meget at sige herom.

Det mest interessante ved at betragte Enhedslisten og venstrefløjen forholde sig til, at uromagere – primært grupper af indvandrere - gik til angreb på politiet på Blågårds Plads på Nørrebro, er, at det gør de ikke.

Man forholder sig ikke til det. Den slags taler man ikke om på venstrefløjen. Det er klassespecifikt.

Blandt rige mennesker er det upassende at tale om et stort forbrug af penge. Selv om pengene er der – og anvendes. Hvilket tillige er en klassespecifik norm. Det er en uskrevet regel, der tjener at lægge afstand mellem virkeligheden og et ønske om virkeligheden, hvor man ikke er defineret ved sin rigdom, men ved mere ædle karakteristika: Viden, ære, dygtighed, medmenneskelighed osv.

En pendant findes på venstrefløjen:

Her er det upassende at tale om voldelige indvandrere, lovreligiøst parallelsamfund og i det hele taget fænomener, der byder forestillingen om lykkelig ligeværdighed og mangfoldighed imod. Også selvom en anden virkelighed står i lys lue på nærmeste gadehjørne. Man tysser ytringer om volden i egen baghave og taler så højt man kan om godheden i fællesskabet.

Eksempelvis lod Pernille Skipper tidligere på ugen sine facebook-følgere vide, at Rasmus Paludan med sit had og sine provokationer ’ikke har noget at gøre i vores dejlige og mangfoldige bydel.’

Hvilket fik Weekendavisen til onsdag at spørge:

’Hvis Pernille Skippers Nørrebro er så dejligt, hvorfor går store grupper af borgere så til koordineret angreb mod betjente og tilfældige biler? Hvis der er så mangfoldigt, hvorfor er der så en bestemt borger, der ikke har ’noget at gøre’ netop her? Og måske endnu vigtigere: Hvis det hele skyldes Rasmus Paludan, der blandt andet kalder Koranen en ’luderbog’, hvorfor stoppede urolighederne så ikke, da voldsmændene havde fordrevet ham fra Nørrebro?’

Weekendavisen fik ikke noget svar.

Det manglende svar bør ikke overraske. Det lægger sig i slipstrømmen af en snart mangeårig blotlæggelse. En afsløring af at venstreorienteredes forestilling om det mangfoldige samfunds godhed ikke matcher virkeligheden. Og dette har været en norm siden Murens fald. Enten som en konkret afsløring. Eksempelvis af at fællesskabets ivrigste fortalere ikke selv praktiserede, hvad de prædikede i storhedstiden i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Mens de krævede solidaritet med undertrykte og udsatte eksistenser, efterlod de eksempelvis, som i tilfældet Christiania deres egne børn frysende, fortvivlede og brødflove i mørket.

Eller som et generelt facadefald. Eksempelvis ved at alle i dag kan se, at netop Christiania ikke er et rummeligt samfund, men at det derimod er det omgivende samfund, der er rummeligt, og at 'Fristaden' har været og er egoistisk, ekskluderende og reaktionær. Faktisk er den i praksis alt det, den i årtier har beskyldt sine omgivelser for at være. Og dette blotlægges, så snart kommunen ønsker at anlægge en cykelsti gennem området.

I sidstnævnte tilfælde fik dette en del venstreorienterede til at stikke fingrene i ørene, lukke øjnene og råbe ’la-la-la-la’, så højt de kunne. Det er i princippet det samme, Pernille Skipper forsøger med sit facebook-opslag med de to ænder. Det er et forsøg på at undgå såvel at lytte til som at tale om virkeligheden. Alt er godt. Intet at se her. 'Håber, I alle nyder fridage og solskin.'

Hermed ser man, at venstrefløjen i sin benægtelse af mangfoldighedens fejl og mangler, ligner de riges selvbedrag om, at penge er irrelevant som definition af deres liv.

Pernille Skipper og kompagni hævder at bo i det gnidningsfrie fællesskab. Men som i andre tilfælde af aristokratisk selvgodhed er det en maske, man tydeligt kan se, de holder op foran sig på en tynd pind.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
250 kommentarer
Vis kommentarer