I Odense har borgmester Peter Rahbæk Juel fået livvagter.

Der er tvivl om, hvorvidt det er borgmesteren eller en familie med palæstinensisk baggrund og hang til trusler, der regerer i den fynske hovedstad – eller i hvert fald regerer i bydelen Vollsmose.

Ifølge det lokale politi er 15-20 medlemmer af Daabas-familien kendt for kriminalitet af den grove slags. Vold, trusler, våben, narko og røverier. Lige som familien åbenbart udgør arnestedet for de gløder, hvori banden Black Army er blevet smedet.

Og i Frankrig er der valg på søndag.

Hvad har disse to ting så med hinanden at gøre?

Tilstanden er åbenbart den samme i Vollsmose og i de indvandrerrige forstæder til Frankrigs større byer. Og problemerne i sidstnævnte spøger i det franske valg.

Dette er sammen med arbejdsløshed en af grundene til, at en meget stor del af den franske ungdom stemmer Front National, forlyder det. Som Politiken skriver:

’Når analyseinstitutter som Ifop spørger folk under 35 år, hvordan de vil stemme ved valgets første runde 23. april, svarer næsten hver tredje Front National. Nogle målinger tyder på, at andelen er helt oppe i nærheden af 40 procent for de yngste vælgere i alderen 18 til 25 år. Det er dobbelt så mange som ved sidste præsidentvalg i 2012.’

Den i store dele af EU frygtede Marine Le Pen og hendes Front National vil bremse indvandringen. De vil øge straffen for kriminalitet, smide illegale indvandrere ud og ansætte 15.000 nye politifolk. Dertil skal gratis uddannelse forbeholdes franske statsborgere, lige som franske statsborgere skal stå først i køen for tildeling af almene boliger og arbejdspladser.

Jeg var selv på reportagetur for godt ti år siden i Clichy-sous-Bois. Her havde politiet jagtet to unge indvandrere. De to søgte skjul på en el-station og blev dræbt af elektrisk stød. Få timer senere stod dusinvis af biler i lys lue. Nogle uger senere var 10.000 biler brændt af i de værste uroligheder, Frankrig havde set i 40 år.

Jeg ankom til de nordlige parisiske forstæder i 2006 efter den ’anden opstand’.

I Frankrig sætter politiet hårdt ind. En uautoriseret ransagning af en lejlighed i betonghettoen kom ud af kontrol. Den 16-årige Mamadou blev arresteret, og hans bukser blev trukket ned (vanlig fremgang af ordensmagten). Moderen Komotine protesterede, blev tåregasset og slæbt ud af opgangen i arme og ben for øjnene af kvarterets unge indvandrere. Og disse satte en telefonkæde i gang.

Hundredvis af unge kastede sig ud i løbende gadekampe med hundredvis af betjente. Biler var igen i brand.

I en slags klimaks nåede godt hundrede indvandrerunge frem til den lokale borgmesters villa. Syv betjente og et ukendt antal drenge blev såret i denne kamp.

Også den daværende borgmester i Clichy-sous-Bois blev, som Odenses borgmester, udstyret med livvagter.

Og præcis som flere i Vollsmose er blevet, blev jeg og en fotograf jaget ud af kvarteret. Efter vi havde fået kortlagt historien om ransagningen af Komotine Coulibalys lejlighed og følgerne deraf, stod vi og talte med indvandrer-teenagere uden for opgangen:

’Umærkeligt samler der sig nogle flere - og ældre - af dem. Misfornøjelsen med de fremmedes tilstedeværelse står i disses blikke og signaleres af deres langsomme cirklen om os. Et uartikuleret råb udstødes et sted fra. En dunk med en væske hvirvler gennem luften, lander få centimeter fra fotografen, brister og sprøjter op ad hans ryg. Det er en slags rengøringsmiddel. Drengene, vi taler med, fortrækker ikke en mine. De store drenge er på banen nu. Enhver kan forstå, at der er lagt i kakkelovnen,’ som der stod i reportagen.

Vi fik lov at flygte.

I disse dage forsikres jeg af folk, der har forstand på fransk politik, at Front National og Marine Le Pen ikke kan vinde præsidentposten i Frankrig. Uanset at jeg nævner, at samme ræsonnement blev fremhævet om Trump og Brexit af såkaldte eksperter.

Jeg er ikke overbevist. Hvis der er et sted i Europa, hvor ’civilisationernes sammenstød’ ikke blot sætter sind i kog, men forstæder i flammer, er det i Frankrig og Paris. Her har man ghettoer på gloende pæle.

Her har man haft kvarter- og bydelskrige og livvagter til borgmestre længe før, vi fik det i Danmark. Og man havde bandepakker længe før, de kom på bordet herhjemme.

Og man havde – og har stadig – områder, hvor der er tvivl om, hvorvidt det er borgmesteren eller nogle andre, der regerer. Områder, hvor våbenhvile ikke skal forveksles med fred.

Man har kort sagt områder i moder-nationen for Europas moderne demokrati, hvor demokratiet kæmper for at stå oprejst.

I Odense burde man lære af Frankrigs fejl, inden flammerne opstår og stikker af.