Abort mission, Jens Rohde!

Flere har spurgt den slåede kristendemokrat Jens Rohde, hvad han vil have ud af en debat om abort. Majbritt Maria Lundgaard synes bare, Rohde skal droppe den. Foto: Emil Agerskov
Flere har spurgt den slåede kristendemokrat Jens Rohde, hvad han vil have ud af en debat om abort. Majbritt Maria Lundgaard synes bare, Rohde skal droppe den. Foto: Emil Agerskov

Majbritt Maria Lundgaard, radiovært, debattør og satiriker

Man kan få tanken, at den nyslåede kristendemokrat, Jens Rohde, valgte at melde sig ind i det parti, der ville aflevere en post som politisk ordfører til ham på stedet. Man ser for sig, hvordan Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, har foldet hænderne, lænet sig tilbage i sædet og sagt:

'Ja, det lyder meget godt alt sammen. Og vi er også glade for, at du har lyst til at lægge dit mandat her hos os, der jo ikke nåede over spærregrænsen sidste gang. Men altså.. politiske ordførerskaber er jo ikke gratis, Jens. Den slags koster et eller andet. Hvis jeg nu siger fri abort til dig, hvad siger du så til mig?'

Og herefter er Jens Rohde faret til tasterne og har genoptaget debatten om de danske kvinders ret til at afbryde en uønsket graviditet, 48 år efter den blev vedtaget. For som han skriver: '15.000 er jo ikke et fedt tal.' Her hentyder han til antallet af årlige, provokerede aborter i Danmark, hvoraf 'mange er dybt ulykkelige bagefter' efter Rohdes eget udsagn.

Flere debattører og journalister har efterfølgende stillet spørgsmålet – hvad er det egentlig, du vil have ud af den debat, Jens Rohde?

Da den forhenværende løsgænger jo svært kan sige 'et politisk ordførerskab,' efterlades vi alle sammen i et underligt tankelimbo for nu at blive i et partikendt lingo. Som når man går ud i køkkenet, men glemmer, hvad man skulle derude og står et par sekunder midt på køkkengulvet og glor ind i en køkkenlåge. Bare med kvinders rettigheder i stedet for frygten for en tændt kogeplade.

For den tidligere radikale politiker vil tilsyneladende ikke pille ved retten til fri abort, men åbenbart gerne debattere brugen af den. Kvindernes brug af den, altså. Kvinder, der måske kunne gøre sig en anelse mere umage for ikke at blive gravide, må man næsten forstå?

For som Rohde videre skriver på Twitter, så 'kunne' prævention vel også være en del af den debat. 'Nu er det jo også kvinderne, der er ulykkelige efter en abort, i hvert fald de kvinder, som Rohde kender.

Mødrehjælpen kan hjælpe her, for de har faktisk undersøgt, om kvinder er ulykkelige efter en abort. I omegnen af 10 procent er påvirkede til det værre efter en abort, imens de resterende 90 procent ikke er. Det vil sige 1500 kvinder årligt, der allerede er omfattet af den lovgivning, der giver dem ret til rådgivning og hjælp før og efter et indgreb, de selv har ønsket.

Frem til 2019 var Kristendemokraterne aktivt imod de danske kvinders ret til at afbryde en graviditet. Ved Folketingsvalget samme år opnåede de ingen pladser i Folketinget og samme år forsvandt modstanden mod abort fra deres politiske linje. Nu er de tilbage, om end beskedent, legemliggjort af en politiker, der følte sig hjemløs i Radikale Venstre, men som føler sig hjemme i Kristendemokraterne og i hans første floor-filler af en statusopdatering på sociale medier, og hvad sker der så?

Abortdebatten skal vækkes til live igen.

Ikke fordi de danske kvinder som sådan skal sparkes tilbage til fordums tid, hvor andre end dem selv bestemte over deres kroppe! Du godeste, Jens Rohde er på (ulykkelige) kvinders side. Man kan næsten høre ham sige; 'men kan vi ikke bare snakke lidt om det?! Jeg vil så gerne være med igen!'

Nej, det kan vi ikke. Du må stikke dine ledige hænder i noget andet eller bede din formand om at forstå, at der er grænser for, hvad du kan åbne missionsballet med.

Abort mission, Jens Rohde!

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
50 kommentarer
Vis kommentarer