'Bangebukse'

'Hvis regeringen i det mindste selv mente, at rituel omskæring på mindreårige er super-duper, så kunne jeg respektere dagens proformadiskussion i Folketinget. Men de har endnu en gang tænkt sig at plædere for noget, de ikke tror på, fordi de er bange for internationale konsekvenser,' skriver Majbritt Maria Lundgaard Foto: Jens Dresling
'Hvis regeringen i det mindste selv mente, at rituel omskæring på mindreårige er super-duper, så kunne jeg respektere dagens proformadiskussion i Folketinget. Men de har endnu en gang tænkt sig at plædere for noget, de ikke tror på, fordi de er bange for internationale konsekvenser,' skriver Majbritt Maria Lundgaard Foto: Jens Dresling

Majbritt Maria Lundgaard, radiovært, debattør og satiriker

Folketinget ligner mere og mere nogle bangebukse, der frygter at blive internationalt upopulære, hvis de træffer den beslutning, de egentlig føler er rigtig. Sådan ser der desværre ud, når det (igen) kommer til spørgsmålet om at forbyde rituel omskæring af drengebørn under 18 år.

I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget rent formelt diskutere et borgerforslag, der ønsker at gøre det ulovligt at omskære drengebørn før, de er myndige og altså selv kan samtykke til indgrebet. Og jeg skriver rent formelt, for vi ved allerede, at den diskussion kommer der ikke noget revolutionerende ud af. Hverken regeringen eller Venstre er nemlig interesserede i, at Danmark skal tiltrække sig den slags global opmærksomhed, som et forbud uomtvisteligt vil medføre.

Nu er det jo kommet frem, at den danske ambassade i USA tilbage i efteråret videregav kritik og bekymringer fra ingen ringere end USA, Israel og store, jødiske interesseorganisationer, som vores egen udenrigsminister, Jeppe Kofoed (S), medbragte til et lukket samråd sidste år, da debatten også foregik. DR har også kunne afsløre, at det løbende blev forsikret fra dansk side til amerikanske interessenter, at det med et forbud selvfølgelig ikke blev til noget.

Dagens leder på nærværende avis påstår endvidere, at der kort efter blev redegjort for denne nye holdning til rituel omskæring overfor den israelske premierminister, hvorefter der ved et statsbesøg blev talt om Covid-19 vacciner, som Israel som bekendt er dygtige til. Hvis det er korrekt, så er det jo til at blive åndeligt magteløs af.

Hertil kommer at flere faggrupper, der tidligere fandtes i en faggruppe under Styrelsen for Patientsikkerhed, decideret forlod arbejdsgruppen vedrørende omskæring, fordi deres indsigelser på området bare blev ignoreret. Af politikere, der tidligere selv har udtalt, at de ikke selv går ind for omskæring, at det er barbarisk og at religion ikke kan legitimere, at 'man påfører sine børn fysiske skavanker eller smerter.'

Sidstnævnte er såmænd sagt af Mette Frederiksen for år tilbage. Det skal da også nævnes, at justitsministeren, Nick Hækkerup (S) selv har udtalt, at regeringen blandt andet har lagt vægt på 'udenrigs- og sikkerhedspolitik,' i deres overvejelser, der altså endte med et 'ja tak!' til religiøs omskæring af drengebørn.

Og så er der jo, irriterende nok for de diplomatiske politikere, det faktum, at op mod 80 procent af danskerne er imod ikke-kirurgisk omskæring af drengebørn og altså ikke mener, at indgrebet skal finde sted før, den involverede selv kan samtykke til det. Folkets mening, du ved. Os, der er politikernes arbejdsgivere og skal regne med dem i ethvert henseende. Der tegner der sig nu et billede af en regering, der føler ét, men af frygt for internationale repressalier gør noget andet. Det kan vi da ikke være tjent med.

Altså, hvad foregår der egentlig?  Sikkerhedspolitik? Hvem styrer dette land?

Har regeringen brug for et meget langt kursus i integritet? Det byrdefulde i at gøre dét, man inderligt selv tror på, er, at man risikerer at blive upopulær. Det må danske politikere og danskerne tåle i dette spørgsmål. Når man fører blækpennen i i et ærinde, der søger at beskytte de allermindste i samfundet, så må man være så stærk, at der rent faktisk kommer noget ud af det.

Hvis regeringen i det mindste selv mente, at rituel omskæring på mindreårige er super-duper, så kunne jeg respektere dagens proformadiskussion i Folketinget. Men de har endnu en gang tænkt sig at plædere for noget, de ikke tror på, fordi de er bange for internationale konsekvenser. De samme hoveder, der nu hjemsender syrere til et land, hvori der ikke engang tør eksistere en dansk ambassade, og som også trækker internationale overskrifter. Altså, hallo? Det er jo tankevækkende. Grunden til den på forhånd afgjorte diskussion er, at Danmark skal være for alle.

Og ja – enig. For min skyld må alle være her. Jeg er inderligt uinteresseret i, hvilken religion, du bekender dig til, bare du er sød ved mig. Ja, og alle andre. Mon ikke det er den brede befolknings holdning?

De færreste af os har da noget imod religiøse mennesker af enhver tro, så længe de behandler andre mennesker godt. Men det gælder altså også indbyrdes. Det er på vores adfærd, vi alle sammen skal dømmes. Religiøse, ateister, vinterbadere og violinister. Handlinger slår ord. Punktum.

Derfor må de af os, der finder mening i, at man ikke skal skære rask væv af småbørn, før de har udviklet et sprog eller en selvstændig vilje, gøre os umådelig umage med at vise vore religiøse medborgere, at de er dejlige mennesker, der har ret til at være og leve i Danmark, og at det bør foregå uden ovennævnte ritual, førend deres drengebørn er myndige og kan samtykke til et kirurgisk indgreb. At sige, at et forbud mod religiøs omskæring er at være imod jøder (eller muslimer for den sags skyld,) er simpelthen ikke rigtigt. Det er at være imod en praksis, der ikke just er af i går.

Og hvis dele af verden omkring os vil modtage dén holdning til børns kroppe med vanskeligheder, så bør vi i lige mål kunne klare stormen. Det synes jeg, vi skylder de allermindste.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
215 kommentarer
Vis kommentarer