Verden står i flammer, og et sted mellem restriktionsstridige opslag fra Mai Manniche med familie, vaccinekonspirationer, kontakttal og de sidste ekkoer fra Trumps administration, er en del af os åbenbart blevet immune over for de sager, der måske burde fylde en del mere i vores bevidsthed end en modellervoksserie til børn på DR.
Her tænker jeg på sådan noget som lovbrud (på begge fløje!) mutationsvira og den deciderede aflivning af kunst- og kulturlivet. Men på et tidspunkt er virkelighedsindbakken fyldt. Og så kan man måske få brug for bare at forholde sig til en kæmpestor penis. Af ler.
Det er i forvejen ikke en speciel morsom tid, vi lever i. Det er nok ikke fordi, vi har nok at grine ad, at DR-serien 'John Dillermand,' er faldet flere for brystet. Johns penis er usandsynlig lang, bolchestribet, helt ustyrlig og skaber derfor problemer for både John og hans lokalsamfund. Problemer, samme penis dog ender med at løse til sidst. Ja, det er mageløst, og det er faktisk også sjovt, hvis man ser det gennem et barns øjne. Okay, det er også lidt sjovt, når man ser det igennem voksnes.
Min pointe er, at 4-8-årige børn, der jo altså er målgruppen her, ikke har et superseksualiseret forhold til kroppen endnu. Ønsket var, ifølge Niels Lindbjerg, der er redaktør for Ramasjang, at skildre den spirende nysgerrighed på kroppen og at stå ved sig selv og sine fejl. Det har jeg ikke forudsætningerne for at vurdere om lykkedes på et indre, pædagogisk plan i hvert barn, der ser med. Ligesom ingen af de rasende politikere eller radioværter og andet godtfolk egentlig har; men det er fanme forfriskende TV.
Os, der kan huske bodybio, klapper sgu!
Og så tilbage til børnebrillerne. Børn ved godt, at tissemænd rangerer et stykke over andre kropsdele, når det kommer til at dele ud af sig selv eller at uddele opmærksomhed til andre. Det lærer de jo lynhurtigt af os voksne, som seksualiserer verden for dem. Således også i dette tilfælde, hvor kritikken er voksen, imens indholdet er barnligt. John Albue – manden med den magiske, meget spidse albue, var for eksempel aldrig blevet et hit, hvorfor det er så skønt, når et produktionsselskab og en klump modellervoks bestemmer sig for at røre i korrekthedsgryden. Der er bare én til, de skal have deres stribede ske i. Nemlig dén, hvor Vulva-Vibeke findes.
Vulva-Vibeke, med den kæmpestore vulva, som både starter en ildebrand i byens bagerbutik, men som bagefter får slukket samme ildebrand ved at klaske ilden ned med sine lange kønslæber – hende skal vi se!
Næste gang DR ønsker at række mellemfinger til nuancernes hattedamerne, så lad der gå ligestilling i den. Lad os også slå os til moro over kvindens kønsorgan og afdramatisere dem, mens tid er, lige såvel som vi kan med mandens kønsorgan. Lyder det totalt usmageligt? Hvorfor? Det er da ligestilling? Og i øvrigt også beviset på, at kvindens seksualitet stadig er skambelagt, når en mands penis kan hænge fast i en ledning højt over modellervoksbyen og (næsten) alle brækker sig af grin, imens du og jeg ikke kan se scenen for sig, hvor Vulva-Vibeke klasker løs på flammerne med sit køn.
Ja, der sneg sig lidt politik ind alligevel, beklager.
Bliv endelig ved, Ramasjang! Vi trænger til noget at grine ad nu. Vi kan ikke rumme mere Trump og kontakttal alligevel, så giv den fuld æde. Og lav så Vulva-Vibeke lige bagefter!
