Lyngvild har flere følgere end folkekirken

'Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen klædt ud som vølve af Jim Lyngild til en udstilling har afstedkommet stor religiøst postyr. Foto: Jim Lyngvild
'Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen klædt ud som vølve af Jim Lyngild til en udstilling har afstedkommet stor religiøst postyr. Foto: Jim Lyngvild

Majbritt Maria Lundgaard, radiovært, debattør og satiriker

Den gennemsnitslige dansker kan ikke hidse sig op over, at Ane Halsboe Jørgensen, der er ny kultur- og kirkeminister, af Jim Lyngvild er blevet affotograferet som vølve til en udstilling på Køge Museum.

Ovenstående sætning havde jeg aldrig troet, jeg skulle skrive, men det har jeg så gjort nu. Fordi den nye minister er forfriskende genial og har slået to fluer med ét smæk er samarbejdet blevet til; tro og kultur i ét billede. Bravo! Hvilken arvtager!

Få ved, hvad en vølve er. Wikipedia mener, at en vølve var en kvindelig kultleder og en mytologisk figur, der blev tillagt spådomsevner. Da Danmark blev et kristent land, blev vølve synonym med heks og figuren har siden middelalderen været lig med farlig magi. Forestil dig lange ærmer og krogede kæppe. Så langt, så godt.

Så hvad er problemet?

Præsterne er sure! Eller – nogle af dem er sure. Et par stykker i hvert fald! Og Iben Tranholm, der er cand. theol., er decideret forarget. Og det er hun, fordi en kirkeminister stiller op til dén slags hedenske billeder! Og bruger sig selv som reklamesøjle for okkultismen og djævelskab. Og gør sig til redskab for Lyngvild, der ifølge hende, arbejder galt og vildt på at udbrede hedenskabet i Danmark.

Tranholm giver Halsboe to muligheder for at forklare sig på Facebook: enten er hun en uvidende populist og vidner om åndeligt forfald i landet eller også håner hun den kristne, danske tro.

Men, der er altså også en tredje mulighed, Iben Tranholm.

Måske er Ane Halsboe simpelthen besat af djævlen? Eller af Jim Lyngvild? Nej, det var for sjov. Den tredje mulighed kommer her: måske er kirkeministeren simpelthen i gang med at tiltrække en ellers sjælden opmærksomhed til netop de dansker kirker og troen? For nu taler folk om begge dele. Den kedelige, udramatiske folkekirke, hvori kun ganske få præster stadig bider efter den inkluderende hånd, der fodrer den. Omkring 2400 af Guds huse som på ingen måde er overrendt.

Vi er i overhængende grad blevet kulturkristne; vi er allermest i kirke, når anden er skubbet i ovnen og Disneys Juleshow stadig er et par timer væk.

I hvert fald er det dét, der er sket; troen er til debat. Og her burde Iben Tranholm og præsterne på det nærmeste klappe, for så sker der da noget. Begreber bliver opfrisket, Danmarkshistorie udlægges og landets kulturelle udvikling afvejes. Hurra? Men nej. For hvad de samme mennesker ikke forstår, er, at den gennemsnitlige dansker opfatter sagnet om en middelalderheks med en kroget kæp på samme måde, som de opfatter Harry Potter.

Vi tager det ikke særlig alvorligt og de færreste af os føler, at vores kristne tro udfordres; den er knapt til stede i forvejen. Vi konfronteres så sjældent med den, og den fylder minimalt for langt de fleste af os. Derfor må det modsatte af den danske folkekirke og danskernes trosfølelse være Jim Lyngvild.

Manden har vitterligt bygget en fæstning og fyldt den med royale kostumer, store hunde og Ghita Nørby; man kan ikke undgå at forholde sig til ham. Det burde afføde klapsalver, at han sammen med Halsboe har gnubbet lidt stjernestøv af på Guds hus. Og så vil jeg faktisk vædde med, at Jim Lyngvild har flere følgere end den danske folkekirke.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
71 kommentarer
Vis kommentarer