Hvad ved politikere egentlig om en voldtægt?

Adressen Vestergade 86 i Herning var bopæl for tre af de fire tiltalte i den store voldtægtssag. Huset er også gerningsstedet for en af de voldtægter, hvor alle fire tiltalte deltog. Foto: Claus Bonnerup
Adressen Vestergade 86 i Herning var bopæl for tre af de fire tiltalte i den store voldtægtssag. Huset er også gerningsstedet for en af de voldtægter, hvor alle fire tiltalte deltog. Foto: Claus Bonnerup

Marie Louise Toksvig. Journalist, radiovært, forfatter, skriver om kriminalitet, retsstof samt ret og vrang i samfundet.

Det lyder vildt, at en 19-årig kvinde helt frivilligt skulle have deltaget i nogle temmelig ekstreme sex-’lege’ med fire mænd, der også filmede det, der foregik.

En af de fire havde forinden tvunget hende til at sluge en pille, og delte i øvrigt også optagelserne på nettet bagefter.

Anklageskriftet mod de fire mænd rummer brutale detaljer. Det kan ligge lige for at ønske dem direkte i både fængsel og helvede.

Men de blev alle frifundet for anklagen om gruppevoldtægt. I retten i Herning mente halvdelen af nævningene ikke, at det var bevist, at kvinden var blevet bedøvet og var ude af stand til at modsætte sig det, de gjorde ved hende.

Oprørte Christiansborg-politikere erklærer sig dog nu klar til at ændre lovgivningen på grund af dommen i Herning.

Stort set det samme skete, da retten i Roskilde for et par år siden frifandt en gruppe teenagere, der var anklaget efter den samme paragraf: At det er voldtægt, hvis man har sex med et menneske, der ikke kan sige hverken ja eller nej til det, der foregår. Retten mente ikke, at det var bevist, at den unge pige var så hjælpeløs, at det var ulovligt for drengene at udnytte hende seksuelt bag en busk til en ungdomsfest i Herfølge.

Dengang var der demonstrationer i gaderne og politiske krav om at ændre loven. Den er ellers ret klar: At have sex med et menneske, der sover, er syg, fuld, bedøvet eller på anden måde ude af stand til at gøre fra eller til, er ligeså meget voldtægt, som hvis du truer eller tæver dig til det.

Hvad der til gengæld er uklart, er, hvordan folketingspolitikerne kan vide, hvad der egentlig blev fremlagt af beviser i retten i Herning, og ikke mindst hvordan nævninge og dommere har vægtet og vurderet bunken af tekniske beviser og vidneforklaringer. Mindre end et døgn efter, at dommen er afsagt, er der nemlig ingen andre end de ni mennesker – tre dommere og seks nævninge – der ved, hvorfor det endte med en frifindelse.

Vi ved, de var uenige i det lukkede voteringslokale. Derfor er der al mulig grund til at tro, at dommen bliver anket, så nye dommere og nævninger kan vurdere sagen i landsretten. Men det ved vi heller ikke endnu, for i modsætning til politikerne vil anklagemyndigheden som regel gerne læse dommen, før beslutningen om at anke sagen bliver taget.

I sagen fra Herfølge endte det med klare domme og fængselsstraffe til de unge mænd, fordi Landsretten vurderede beviserne anderledes, end byretten havde gjort. Pigens tilstand gjorde hende til et hjælpeløst offer for drengenes lyster – helt som nogle af dem selv havde talt om, da de tog bussen hjem fra festen.

Det tog tid, for retssystemet kværner langsomt og møjsommeligt. Og de dømte drenge fandt det i øvrigt uretfærdigt, at anklagemyndigheden på den måde fik en chance til, mens de selv bare måtte æde dommene, da Landsretten havde talt.

Den slags kunne selvfølgelig gå hurtigere, hvis vi skiftede det langsommelige retssystem ud med den anderledes effektive måde at dømme, som praktiseres på Christiansborg.

Behøver vi virkelig henslæbe lange dage i beklumrede retslokaler og ulejlige politi og anklagemyndighed, dommere, nævninge, forsvarere - for slet ikke at tale om ofre og anklagede - med at tygge sig igennem forklaringer og beviser, når nu en kvik retspolitisk ordfører i Folketinget kan afgøre sagen på et avisreferat?

Måske vi bare skulle sende anklageskrifterne til Folketinget. Eller slå dem op på torvet, så vi kunne få dem afgjort ved simpel håndsoprækning?

Personligt kunne jeg da godt få lyst til at afsige dommen med det samme, når jeg ser anklagemyndighedens beskrivelse af, hvad den unge kvinde fra Herning var udsat for – så grimt er det at læse. Men et anklageskrift er en påstand, ikke en dom.

Jeg ville have meget lidt lyst til at sidde i retten og granske alle de ækle detaljer, høre kvindens grædende forklaring, se videooptagelserne og bedømme de retsmedicinske fund, sådan som nævninge og dommere i Herning måtte gøre, før de kunne afsige dommen.

Straffesager er hjerteskærende konkrete. Ægte mennesker og unikke situationer, der bedømmes konkret på netop de oplysninger, der nu en gang er tilgængelige i den netop den sag. Derfor tager det tid. Meget længere tid, end det tager en Christiansborg-politiker at finde et kamera og en tændt mikrofon for at få luft for forargelsen og kræve lovændringer, som absolut intet ændrer for kvinden i Herning eller de fire mænd, der uanset straffelovens paragraffer behandlede hende ad helvede til.

Det er muligt, de tog fejl i retten i Herning. Men de vidste i det mindste, hvad de talte om, da de tog stilling.

Bør vi ikke forvente det samme af vores politikere?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
58 kommentarer
Vis kommentarer