Statsministeren er vred, sagde hun ovenpå ugens store politiaktion, der ifølge politiet og PET afværgede et terror-angreb med rod i militant islamisme. Men ligesom adskillige af sine politiker-kolleger delte Mette Frederiksen sin begejstring og taknemmelighed for politiets effektive arbejde med at beskytte os alle sammen mod terroristerne.
Jeg roser altid gerne politiet for veludført arbejde. Men først, når jeg ved, hvad det arbejde egentlig består i. Og trods gule breaking-bjælker og væg-til-væg-dækning af ransagninger, anholdelser, sigtelser, grundlovsforhør og fængslinger i denne uge, så ved vi reelt intet om, hvorfor politiet mener, at de mistænkte er potentielle terrorister.
Torsdag stimlede vi journalister sammen til grundlovsforhør i København og Odense, hvor dørene helt som forventet blev lukket. Vi ved kun, hvad politiet mener, de mistænkte har gjort: Gennem en periode at have forsøgt at lave sprængstoffer og at købe skydevåben og ammunition for at kunne lave et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet.
Det er mildest talt uklart.
Ikke desto mindre synes det for længst fastslået, at der er tale om terrorister in spe. Og at det kun var takket være en effektiv efterretningstjeneste, at deres grumme planer ikke blev ført ud i livet. For det siger PET jo. Og Statsministeren.
Jeg skal hjertens gerne fordømme terrorister og alle andre forbryderiske fanatikere. Men først, når jeg ved, at de faktisk er det. Det handler blandt andet om at vide, hvilke beviser der er i sagerne. Både for, at disse mennesker virkelig har forsøgt at skaffe våben eller lave sprængstoffer, og for at hensigten var at slå ihjel for at opskræmme, destabilisere, tvinge eller hvad terrorbestemmelsen ellers indeholder.
Det begynder med enkle spørgsmål: Hvem? Hvordan? Hvor? Hvornår? Hvorfor?
Efter grundlovsforhørene ved vi, der sad i retten, hvad de sigtede hedder – sådan nogenlunde, for navnene kan være svære at høre og endnu vanskeligere at stave. Og så ved vi, at de alle nægter sig skyldige.
Udenfor de lukkede døre gik journalisternes arbejde videre: Hvem er de sigtede, hvad ved vi om dem, har de været involveret i andre sager? En kollega, der vist vil lave tv-'dokumentar' om sagen, spurgte mig, hvordan de sigtede virkede. For, som hun sagde, 'mange siger jo, at man hurtigt kan se, om de angrer eller har ondskab i øjnene'.
Den evne har jeg ikke. Ligeså lidt som jeg har evnen til at se, om de fem mennesker, der sad i retten med deres forsvarere, er militante islamister, der har forsøgt at købe våben for at lave terror. Det er derfor, jeg som journalist og offentligheden iøvrigt har brug for at høre, hvad anklageren har med i posen, og hvad de sigtede selv siger til det. Ikke for at undskylde eller forsvare, men for at forstå, hvad anklagerne er baseret på. For at vide, ikke bare tro.
En enig pressebænk og to forsvarsadvokater forsøgte naturligvis at påpege, at anklagerens argumenter for at lukke dørene var tæt på meningsløse: At politiet skulle være på 'et tidligt stadie af efterforskningen' klinger hult, i betragtning af, at aktionen var et veltilrettelagt og koordineret arbejde med efterretninger, analyse og efterforskning.
Sagens materiale udgør allerede flere tusinde sider. Politiet havde desuden allerede udtalt sig om sagen, mistanken og motivet – og oplyst, at man havde anholdt alle dem, man var på udkig efter. Og argumentet om, at sigtelsen om terrorisme er særdeles alvorlig, kunne ligeså vel tale for et endnu større behov for, at offentligheden kan følge med.
For uanset hvor gerne jeg vil stole på politiet og rose veludført arbejde, så er pressens opgave nu en gang at gå kritisk til magten og dens institutioner. Det vil her sige de myndigheder, der kan overvåge, aflytte, efterforske, ransage, afhøre, sigte, tiltale og dømme. Men ud røg vi – selvfølgelig. Dermed røg også muligheden for bagefter at høre, hvorfor politiet mener, at der er grund til at mistænke de sigtede for terror-planer, og hvorfor dommerne i seks ud af ni tilfælde var enige.
Dertil forsvandt muligheden for at høre, hvad de sigtede selv forklarer. Samt om sagerne er forbundne og i givet fald hvordan. Og om hvilke metoder, PET og kollegerne i det øvrige politi har brugt i efterforskningen. Eller hvad der i øvrigt ligger i de bunker af rapporter og bevismateriale, politi og PET allerede har produceret i sagen.
Vi aner det ikke.
Måske er det bare kedeligt, hvis vi alle sammen siger, at vi ikke ved noget. I stedet fylder vi spalter og skærme med, hvad vi tror, forventer, vurderer eller erfarer. Og torsdag aften kunne DR2s Debatten bruge halvanden time på at diskutere terrorisme og terrorister med afsæt i ugens begivenheder. Der blev da taget lidt forbehold for, at meget endnu er uvist i den aktuelle sag. Men at der er tale om dygtigt afværget terror og dermed potentielle terrorister i politiets varetægt, syntes derimod indiskutabelt for deltagerne i debatten. Hvordan kan de være så sikre på det? De lukkede grundlovsforhør var stadig i gang i Dommervagten.
Jeg vil - som sagt - gerne rose politiet. Jeg vil gerne lytte til politikernes meningsudvekslinger. Og jeg vil gerne fordømme forbrydere.
Men lige nu vil jeg mest af alt gerne vide noget mere. Eller i det mindste høre bare én forsigtig stemme, der påpeger, at vi ikke aner, hvad der er sket. At enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. At det sådan set er ulovligt at udtale sig om skyldsspørgsmål på en måde, der kan påvirke retten i verserende en straffesag. At anklager om forbrydelser – også terror – før er endt med frifindelser. At det er problematisk at indskrænke den grundlovssikrede offentlighed i retsplejen. Og at der i den aktuelle sag alene er tale om forsøg på at begå de påståede forbrydelser.
For mens der i andre straffesager som regel er et håndgribeligt bevis for en forbrydelse – et lig, et røveri, et parti narkotika, en bunke penge, et offer – så er udfordringen i en sag om forsøg på terror, at der jo ikke er sket noget endnu. Først skal der føres bevis for, at de sigtede forsøgte at skaffe sig våben og sprængstof, og dertil skal det bevises, at det var terror, der var målet.
PETs operationelle chef fastslog i en kort pressebriefing efter onsdagens aktion, at der findes mennesker her i landet, der både har viljen og evnen til at begå terror.
Det tror jeg gerne. Men vi skal vide, ikke tro , når det handler om anklager i den mest uhyggelige ende af straffeloven.
Men indtil videre er det eneste, vi ved om indholdet af ugens sag, at vi ikke ved noget - udover at en dommer i København ikke mente, at der var tilstrækkelige beviser mod tre af de sigtede til at varetægtsfængsle dem.
Og at det åbenbart er ligegyldigt for de fleste.
