Får Danmark en opposition i 2020?

'Det borgerlige Danmark kommer næppe til magten igen foreløbig, hvis man bruger alt sit krudt på at kritisere hinanden sønder og sammen,' skriver Ekstra Bladets spin-analytiker, Mark Thorsen. Billedet af Venstres  og Dansk Folkepartis ledere sammen er fra Folketingets åbning. Foto: Jens Dresling
'Det borgerlige Danmark kommer næppe til magten igen foreløbig, hvis man bruger alt sit krudt på at kritisere hinanden sønder og sammen,' skriver Ekstra Bladets spin-analytiker, Mark Thorsen. Billedet af Venstres og Dansk Folkepartis ledere sammen er fra Folketingets åbning. Foto: Jens Dresling

Mark Thorsen, tidligere rådgiver for Inger Støjberg (V), skriver om politik og samfund

 

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan rette de sidste kommaer i sin nytårstale med rigelige mængder ro i maven. Hun kan se tilbage på et år, hvor hun vandt en knusende valgsejr, og hvor hendes regering har lagt ganske solidt fra land.

Samtidig har der foreløbig ikke åbenbaret sig en opposition til hendes regering. Lige nu er der heller ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske i 2020.

Det var i hvert fald en lettere frustreret Jakob Ellemann-Jensen (V), der i Jyllands-Posten forleden opfordrede de øvrige borgerlige partier til at holde inde med kritikken af Venstre. I stedet bør hvert borgerligt parti 'passe sin egen kiosk', som Ellemann formulerede det.

Ellemann har en pointe. Det borgerlige Danmark kommer næppe til magten igen foreløbig, hvis man bruger alt sit krudt på at kritisere hinanden sønder og sammen.

Men Ellemanns analyse holder kun det halve stykke af vejen. For naturligvis kan en blok ikke vinde et valg, hvis man har mest travlt med at fremhæve hinandens fejl og mangler. Men vælgerne forventer selvsagt også, at det borgerlige konglomerat af kioskmænd har nogenlunde det samme sortiment på hylderne. Der skal skabes et samlet borgerligt projekt.

De blå partier kommer ikke til at få nogen hjælp fra regeringen. De ting, regeringen har sat på dagordenen i 2020, er nærmest designet til at splitte de blå partier. Forhandlingerne om Arnes pension, klimahandlingsplanen og kommunal udligning vil efter alt at dømme ende i, at de blå partier på skift hjælper Mette Frederiksen med at få sin politik igennem.  

Derfor ligger bolden også hos Ellemann selv. Han er leder af oppositionen. Det er ham, der beder resten af blå blok om at støtte ham som statsminister. Derfor er det i første omgang ham, der skal udstikke retningen for, hvor de blå skal angribe Mette Frederiksen.

Når Ellemann tøver, skyldes det to ting. For det første er man i Venstre nervøs for at lægge sin politik fast for tidligt i valgperioden. Der er lang tid til næste valg. Verden kan se meget anderledes ud i 2023. Vælgernes dagsorden kan have ændret sig dramatisk.

Men Ellemanns tøven skyldes også, at ethvert valg af klar strategi i Venstre vil udfordre partiets interne delikate balancer. Prøv selv at give et svar på, hvad Venstre egentlig mener om udlændinge, EU, regionernes fremtid, skattelettelser og retspolitik lige for tiden. Det afhænger nok lidt af, om du spørger Jan E. Jørgensen eller Inger Støjberg. Den uklarhed er det Ellemanns lod at skære igennem.          

Udfordringen for enhver politisk leder, der lægger en klar strategi, er, at den vil møde kritik. Kritik internt, kritik fra den modsatte politiske fløj i Folketinget og kritik fra kongerigets meningsdannere. Men det er nu engang betingelserne i toppolitik. Man risikerer at nogle er uenige, hvis man for alvor stempler ind.

Fornylig postede Ellemann et billede på sociale medier af alle de borgerlige partiledere, der holdt møde og drak kaffe på hans kontor. Man var enige om at trække Danmark i en mere borgerlig retning lød den ledsagende tekst. Hvad det konkret betyder, specificerede Facebook-opslaget ikke yderligere.

Det er næppe gjort med et iscenesat kaffeslabberas på Facebook. Hvis regeringen skal have en oppositionen i 2020, så er det Ellemann, der skal lede slaget. Lige nu ser det ikke ud til at ske. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
50 kommentarer
Vis kommentarer